Malou Aamund som rollemodel?
Nov 14th, 2007 by Dorte Toft
Malou Aamund, der er kendt som en af de ganske få rollemodeller for kvinder på it-fronten, erstatter nu en international chefpost hos IBM med en taburet i Folketinget. Men er Aamund nu også en sand rollemodel?
I ryggen har hun en cand. merc. i International Business. Den anden ofte fremhævede kvindelige it-rollemodel i Danmark, Oracles Camilla Kampmann, har en cand. merc. på jurafronten i baggagen, så vidt jeg har kunnet læse mig til.
Ingen har altså en teoretisk baggrund med tyngde på it-området. Og området, hvor begge har excelleret er inden for salg og markedsføring.
De har begge gjort en meget stor indsats for at unge kvinder til at interessere sig for at gå it-vejen, men vi mangler altså også nogen, der også tænder vildt på selve udviklingsarbejdet. Sådan ser jeg på det, men hvad med dig?
Dorte Toft
Kære Dorte & Co. Tak for din gode blog. At jeg havnede i IT branchen skyldes nok mere et tilfælde end målrettet planlægning. Men når jeg nu trives så godt med teknologibranchen er det fordi, jeg ofte ser teknologien som løsning på mange samfundsproblemer f.eks. en presset sundhedssektor, intelligent energi sågar kriminalforskning. Jeg oplever mange yngre kvinder, som gerne vil beskæftige sig med et fag, hvor de føler de gør en forskel og er idealistiske. Sandheden er nok, at det gør man i høj grad også i IT verdenen, men vi er så dårlige til at sælge budskabet, så det ender med bits og bytes og hard-core kodning – ikke ligefrem det, der tiltrækker de unge (kvindelige) ildsjæle. Forhåbentlig får vi snart integreret IT i mere undervisning uanset om man uddanner sig til læge, politibetjent eller iværksætter, så vi kigger på IT som løsning og ikke IT som værktøj. Så tænder pigerne nok mere på udviklingsarbejdet, når man kan se den store mening med det.
– Malou Aamund
Hej Dorte, det er korrekt jeg er Cand.merc.Jur, men jeg tog nu en del fag på Cand.mer.dat. Alle mine opgaver på CBS er skrevet om IT, idet jeg viste fra folkeskolen, at jeg ville ind i IT branchen. Derfor sad jeg også og programmeret sammen med de andre nørder i ungdomsskolen. Mit andet studiejob blev derfor også IBM, hvor jeg arbejdede i fem år. Jeg er dybt interseret i bits and bytes, men fandt kommunikation af it mange muligheder, så intersant, at det er blevet mit felt.
IT branchen tilbyder kvinder alle de udfordringer og arbejdsformer, som vi ønsker os. Det er der mange der har fundet ud af i Oracle. Hvor vores Support Direktør er kvinde (ligenu på barsel) – og så kan det vist ikke blive mere hard core programming 🙂 Camilla Kampmann
@ Malou Aamund. Ja, hvor har du ret i, at it-faget har solgt sagen for dårlig. Og det gør jo heller ikke sagen bedre, at det ejendommeligt nok endnu ikke lykkedes at få integreret IT i undervisningen. Uddannelsessystemet har jo evnet at være meget it-resistent:-)
Det er blot et par år siden, at jeg hørte, at de lægestuderende kun stiftede et ganske nødtørftigt bekendtskab med it, på trods af, at arbejdsområdet jo netop er så videnbaseret – og så forbundet med en slags opklaringsarbejde, at de vel har behov for at have støtte til overvejelser og beslutninger lige ved hånden.
Og så er der hele EPJ-siden (de elektroniske patientjournaler), der jo zig zagger afsted. Jeg er overbevidst om, at fraværet af viden/engagement og dermed også visioner på området hos lægerne selv har en andel i problemerne.
Og du nævner uddannelsen af politiet…. Hvilken vifte af hjælp til efterforskningen, der må ligge i diverse it-teknologier, men lærer de unge mon at jonglere med dem under uddannelsen, eller er computeren først og fremmest en “skrivemaskine”, lige som den synes at være ude på stationerne? Det må jeg have kigget nærmere på en dag.
Du skriver, at vi forhåbentligt snart ser it integreret i uddannelserne, men er der andet en “håb”?
@ Camilla Kampmann. Jeg skulle have haft ringet til dig, og undskyld at jeg nøjedes med, hvad jeg erindrede og hvad jeg googlede mig frem til.
Så du kodede også, men det var kommunikationen, du valgte som karriere.
Men bare vi får lidt flere kvinder ind over kodningen/it-arkitekturen/procestænkningen m.v. en stund vil det jo være lykkeligt, for den konkrete viden kan jo give et ekstra godt afsæt for visionerne om den allerbedste type løsning, hvadenten det gælder miljøet, sygehusene, eksporten eller noget helt fjerde.
@ Begge. Tak fordi I bidrog her. Og please…. pres meget gerne på, for at få et par af de exceptionelle kvinder, der valgte de hårde uddannelser, til at kontakte os.
Vi har prioriteret således, at de 10-12 kvinder, der portrætteres i bogen, skal have en højere uddannelse inden for IT/TEK/NAT… Vi dedikerer dog også et separat kapitel kvinder som jer – også fordi jeres begejstring er så smittende, at selv den mest it-skeptiske mor til en ung pige vel må blive påvirket.
Dorte T.
Dorte: hvad med at kontakte Anja C. Andersen hvis i vil have en god rollemodel? Hun er astronom og er sådan lidt halvkendt fra TV. Og jeg har studeret sammen med hende og ved at hun er super flink og sikkert gerne vil være med 🙂 Dengang jeg var studerende var hun meget involveret i projekter omkring kvinder i fysik.
@ codegirl. Du vil blive glædeligt overrasket om kort tid:-)
Jeg ville nok et stykke af vejen fremhæve Anne Grethe Holmsgaard:
http://sf.blogs.com/holmsgaard/holmsgaard_cv.html
– hun var SFs IT-ordfører for en tid, og deri var hun nok en af de bedst rustede IT-ordførere indtil nu.
På hvilken måde var Anne Grethe Holmsgaard en gang en af de bedst rustede IT-ordførere?
Camilla skriver at “vores Support Direktør er kvinde (ligenu på barsel) – og så kan det vist ikke blive mere hard core programming”
Support? Direktør? – Hvad har det at gøre med kodning? Er det brug af API’er du mener? -Eller er det udvikling af den bagvedliggende engine – for jeg tror GODT, at det kan blive mere hardcore end “support direktør”.
Idag er det næsten sådan, at alle disse luftige bløde jobs som projektleder, sælger, eller leder er befolket af kvinder. Det er jo et FÅTAL af kvinder der arbejder med teknik. Det er MEGET få, af de mange systemprogrammører jeg kender, som er kvinder – og de tilhører ikke jeres generation.
Men der findes jo et tilsvarende antal unge mænd idag, som “arbejder med it” – men de ved jo ikke en brøkdal af, hvad ældre generationer har lært. De kommer i stort antal ud på arbejdsmarkedet idag, men vi andre som har arbejdet med IT siden de blev født, måber over deres manglende viden og engagement. Det er tydeligvis en generation som har været vant til at få alting serveret.
-Det utrolige er, at de selv tror, at de ved LANGT mere om it, end os gamle dinosaurer, men det skyldes jo netop det faktum, at de ikke aner hvad de snakker om.
Danmark er blevet en nation af dovne it-tåber.
Ok, Lars. Så kom du af med det. Så er det tid til at blive konstruktiv.
Hvad skal der gøres? Hvad er det vigtigt at vi overvejer i fremtiden for, at de kommende it-medarbejdere får den viden, du synes, de mangler?
Det er vist ikke utroligt at de nyere generationer synes de ved langt mere end “de gamle dinosaurer” – sådan er det vel i hver generation :-).
Hvad med de kvinder du kender, der arbejder med teknik? Kan du ikke lokke dem til at fortælle os, hvorfor de er i faget og hvad der tiltrak dem? (og hvilken generation tilhører de egentlig?)
@ Lars. Du skriver: “alle disse luftige bløde jobs som projektleder, sælger, eller leder er befolket af kvinder. Det er jo et FÅTAL af kvinder der arbejder med teknik.”
Det er jo et FÅTAL af kvinder, der uddanner sig inden for teknik, og det er problemet, vi tager fat i. Men kvinder, der beskæftiger sig hard core med teknik på højt niveau, finder du altså også på denne blog.
Hvad angår de “luftige bløde job”, så tror jeg faktisk, at der er helvedes mange direktører, der er glade for, at de har kvinder til at være projektleder, sælger eller leder. Jeg ved ikke om du har hørt det, men mange kvinder kan altså et eller andet med mennesker:-)
PS: Og ja, der findes rigtig megen solid it-viden blandt ældre, men også blandt yngre, omend – som Therese påpeger – der jo også er mange med superman-egoer, som ikke helt holder til et nærmere eftersyn.:-)