Fristelser fra ingeniørjunglen
Nov 19th, 2007 by Dorte Toft
Der hugges lidt stier ind i den jungle, som ingeniørfagene udgør for de unge, på det nye websted go-ing.dk. Klikker man sig for eksempel ind på via knappen “04 Bliv Ingeniør” kan man se, hvilke ingeniøruddannelser man kan vælge imellem, ud fra hvad man selv tænder på. Links til de konkrete uddannelser fører så til forskellige sider i uddannelsesguiden.dk. Man kan også tjekke lønstatistikker, uddannelseskrav og meget andet.
Go-ing.dk er en del af en imagekampagne, som Ingeniørforbundet, Dansk Industri, Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet står bag. Århus-reklamebureauet Recommended er hyret til opgaven.
I kampagnen indgår også PR-avisen Edison, der blev uddelt på gymnasier og tekniske skoler i oktober, og et forslag om, at visse produkter fra ingeniørhånd skal forsynes med et lille mærke “Designed by….” med ophavsmandens navn på.
I 2008 lanceres så et online-spil, hvor de unge kan iklæde sig ingeniørham for at løse nogle af verdens store problemer.
Løser go-ing.dk ingeniørfagenes problemer med svigtende tilgang? Få gerne din datter til at klikke sig lidt rundt derinde og fortæl også gerne her om resultatet.
Dorte Toft
PS: Heldigvis er der grøde i lignende aktiviteter også fra it-branchens side. At Anette og jeg ikke blot læner os tilbage og overlader opgaven til alle de gode, velfinansierede kræfter skyldes én ting: Vi vil påvirke mødrene, fædrene – alle de voksne, som påvirker de unge piger i et eller andet omfang, mens de andre initiativer primært retter sig direkte mod de unge. Vi vil også forsøge at skabe et miljø med dialog, ikke blot envejskommunikation.