Tv’s magt: Unge piger vil være bønder
Dec 25th, 2007 by Dorte Toft
I USA strømmer unge piger i disse år ind til retsmedicinen, og i Sverige er det sket en eksplosiv øgning i søgningen til landsbrugsuddannelser. Jeg har set den amerikanske tendens forklares med effekten af tv-krimier som CSI, hvor de kvindelige retsmedicinere altid har en helt central rolle som den respekterede kloge person. Og nu har jeg netop læst og hørt, at de unge svenske pigers søgning mod jordbrugsklassen på gymnasierne i høj grad skyldes tv-serien ”Bonde söker fru”, der har været en kæmpesucces på svensk TV4. (tv4nyheterna.se skriver om det her).
Jeg fandt nogle seertal fra sidste år, hvor TV4 fik rekord med programmet. 1,5 millioner svenske havde kigget med. Blandt de 12-49 årige så næsten 22 procent programmet, men så man udelukkende på, hvad de personer, der på det givne tidspunkt havde tændt for tv’et, så på, var det næsten 42 procent, der så ”Bonde söker fru”.
Lad os nu antage, at tv-serier virkelig påvirker de unge pigers valg. Vi har jo set en strøm af tv-serier, hvor kvinderne er advokater eller læger, og disse universitetsstudier har i dag en større kvinde- end mandeandel. Så har vi alle tv-serierne, hvor der er en rig, halvdum hjemmegående overklassefrue, og en åh så renhjertet kvindelig arbejder, men disse to roller fordrer jo ikke en universitetsuddannelse, så de falder udenfor i denne sammenhæng. Men hvor er hovedrollerne, hvor kvinder løser alverdens problemer foran computeren eller bygger verdens smukkeste bro, mens alskens onde kræfter arbejder imod?
Heldigvis vil der nu ske en filmatisering af i hvert fald det første bind af Stig Larssons krimi-triologi, bogen ”Mænd, som hader kvinder”. Her er den ene hovedperson er den autodidakte hacker, Lisbeth Salander, hvis hekseri med computerne afslører bevis på bevis på magtmisbrug af ondeste art. Og så må vi godt nok også leve med, at hun er totalt ude af stand til at indgå i almindelige menneskelig relationer:-)
Vil du læse mere om uddannelsesvalg kontra tv-serier, så læs min Berlingskeklumme ”Kvinder foretrækker lig frem for IT”.
Dorte Toft