“Det, der får mig til at stå ud af sengen om morgenen”
May 22nd, 2008 by Dorte Toft
Nu gløder “skrivemaskinerne”. I kapitlerne fortæller kvinder, der er “Nærmest lykkelig i Nørdland”, om, hvorfor de er det, og om glæderne ved at have taget tørnen med en hård uddannelse. Vi klipper også nogle små lydsnipper ud, og den første stemme, I vil høre, er stjernestøvsforskeren Anja C. Andersen, der blandt andet fortæller om, hvor meget forskningen også betyder for hende personligt.
Yderligere to klip lægges på i løbet af kort tid, og så kommer de drypvis. Vi håber, at disse lydklip i al deres forskellighed giver gode glimt af de store muligheder i den verden, vi vil præsentere i bogen.
Det er jo bogen, der er kernen i medieprojektet. Det er der, hvor de allerfleste kræfter lægges. Derfor skal I heller ikke forvente, hverken P1 eller FM100-snit på vores små lydklip. Vi har også et lille problem med at servere lydklip, før vi har fået flyttet bloggen over på egen betalt platform (WordPress/webhotel). Den gratis WordPress-tjeneste, som bloggen kører på lige, nu tillader ikke “The Full Monty” (hvis man altså kan bruge det udtryk, men det står for fuld brug af alskens ekstra mediefunktioner).
Løsningen kom fra Mikkel Westerkam, der er en ørn til radio, video og tv. Han hjælper os på den front, og han foreslog, at vi går via det populære videosted YouTube, selv om vi for de første rollemodeller kun bruger lyd og stillfoto. Det er nemlig muligt at indkludere YouTube-klip her på bloggen, men oveni kommer, at disse appetizere, der ligger i fuld offentlighed ude hos YouTube, måske også kan fænge nogen til dels at se alle klip igennem, dels at gå ind på denne blog.
Og så til astrofysikeren Anja C. Andersen. Hun hører jo til blandt de allerbedste formidlere inden for det naturvidenskabelige område, og hun tøvede ikke med at sige ja til at være med i dette projekt. Også hun brænder for at få flere piger til at give disse fag en chance.
Det er journalist, litteraturmagister Annette K. Nielsen, der har talt med Anja C. Andersen, og som også står for foto (OBS: YouTube tillader kun meget lav opløsning). Mikkel Westerkam har stået for teknikken.
OBS. Tilføjelse: Der er en god måde at få lyd på sin blog, selv om det er gratisversionen af WordPress, man bruger. Den dansk udviklede podcast-platform, http://Podhandle.dk, ville have klaret det og i god kvalitet. Bag podhandle står Danmarks mest kendte podcaster, Karin Høgh, Frans Meyer samt firmaet Time2web./Dorte
[…] to danske rollemodeller, Anja C. Andersen og Anne-Sofie Nielsen, er turen kommet til iraneren Atefeh Riazi. Hun er en mønsterbryder af […]