Spændt før første møde med forlag
May 27th, 2008 by Dorte Toft
Realiteterne truer:-) Om et par uger har jeg første møde med et kendt forlag. Forlagsmødet er altid en nervepirrende udfordring for den eller dem, der har skrevet en bog, men min fornemmelse er, at udfordringen er lidt større end normalt
Bogen er en indholdsmæssige bastard med en bastard målgruppe og med et emne, som har levet en tilværelse som uønsket bastard i et par årtier, nemlig teknik, it og visse naturvidenskabelige fag.
Selve bogen blander flere genrer. Vi kommer ikke blot med 12 fantastiske rollemodeller, der fortæller om at være “nærmest lykkelig i nørdland”. Vi graver jo også tre spadestik dybere i, hvor skidt det står til med de unge kvinders interesse for de “hårde” fag. Bogen tager grundigt fat i årsagerne dertil, og i konsekvenserne, der rammer både arbejdspladser og samfund hårdt. Også de unge piger rammes på sin vis, for de misser en masse muligheder, heriblandt for at ændre verden i langt højere grad end nogen feel-good uddannelse kan gøre.
Bogen rummer et overblik over sandsynlige indtægter over et helt arbejdsliv fordelt på hårde og bløde valg, så hvis penge (og arbejdsløshedsprocenter) spiller en rolle, er der noget at hente. Endvidere ser vi på, hvad arbejdspladser, universiteter og medier vil gøre for at rette op på skævheden – om der blot skrabes velmenende på overfladen, som det typisk er sket tidligere, eller om der virkelig tages fat om nælden, nu hvor der begynder at vise sig mørke skyer for Danmarks fremtid.
Målgruppebastarden
Fra bogbastarden til målgruppebastarden! Vi har jo valgt at gøre dem, der præger de unge piger, lidt klogere på, hvad der er et vinde ved de “hårde” uddannelser. Pigens mor og far, vejlederen, lærerne i folkeskole og gymnasium, mosteren, onklen etc. etc. Håbet er, at de vil glædes over at få åbnet dette vindue ind til de interviewede kvinder, der arbejder i en for mange fremmed verden. Måske vil glæden smitte på de unge. (Faktisk vil vi også forsøge at lokke de unge til, men det sker blandt andet via en netbaseret test, hvor de kan spejle sig i rollemodeller, der som unge lignede dem selv).
De voksne udgør imidlertid også en direkte målgruppe i deres rolle som medarbejdere på arbejdspladser, som borgere i dette samfund, som skatteydere. De alt for få ingeniører og dataloger m.v. resulterer allerede i dag i, at arbejdspresset bliver for stort for de få, der er. Der må siges nej til ordrer, nej til innovation, nej til effektivisering. Hvor længe holder Danmark til det? Hvordan skal det offentlige kunne håndtere de mange mere teknisk betonede opgaver, hvor klog omsorg, varme hænder og velmenende planer ikke batter?
Tørst efter viden
Selvfølgelig bør bogen kunne fænge, men en “ren” bog – enten med rollemodeller eller baggrund/debat – havde nok haft en lettere gang på jorden. Vi har dog set, at der er en tørst efter viden på svagt dækkede områder. Tag for eksempel en bog som Bill Brysons “En kort historie om næsten alt” – en bog om naturvidenskab, som udkom på Gyldendal. Den solgte overraskende godt. Min lokale boghandler havde i hvert fald klart groft undervurderet dens salgspotentiale.
Skulle du have nogle argumenter, der tæller i forlagskredse, så skriv dem endelig ind under kommentarer. Jeg har selv “indkaldt” to gæve kvinder (garvede erhvervsjournalister, familiemennesker og interesseret i stoffet) som “djævlens advokater” forud for mødet med forlaget. Det skulle i øvrigt have fundet sted allerede i marts, men da var det jo, at en nøgleperson for projektet trak sig, så det var klogere at vente til det hele var faldet på plads igen.
Dorte