Når ingeniører gør en forskel, som alle fatter
Jul 1st, 2008 by Dorte Toft
Strøm er en mangelvare på Roskilde Festivalen, som finder sted i disse dage, men unge ingeniørstuderende laver et hattrick. De har sørget for egen energi via solceller og vindmølle, og de har dermed også vist, hvor cool det kan være at have styr på teknikken. Det er Ingeniøren, der har historien om den biotekstuderende Julie Serritslev og andre DTU’er, der står bag Camp Positive Energy, hvor batteriet blandt andet driver to højtalere, LED-spots til diskokuglen og lader mobilerne op. Andre festivaldeltagere køber sig fattige i rigtige batterier og kæmper om at få adgang til stik.
Historien fik mig til at tænke på en ingeniør, der har arbejdet på at gøre en stor forskel i helt andre omgivelser, nemlig i Dafurs flygtningelejre. Det var ingeniøren Christina Galitsky, der sammen med kolleger, arbejdede på at konstruere en slags kogekar, der kun behøvede halvdelen af det brænde, der normalt var brug for. Brændet skal efterhånden findes mange kilometer væk fra lejrene, og det er kvindernes farefulde opgave.
Jeg mødte hende i efteråret 2006 og skrev en klumme til Berlingske Business om hende. Desværre synes den at være blevet væk i Berlingskes elektroniske arkiv, så derfor tillader jeg mig at bringe den her:
XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX
Hjælp nutidens heltinde
Et opråb til Carlsberg, Grundfos, Bettina Aller, Novo Nordisk, Morsø, Danfoss, Lundbeck, AP.Møller-Mærsk, Danida, Navision-milliardærer og mange flere.
Af Dorte Toft
For et par måneder siden fik jeg en heltinde ind i mit liv. Siden da er der faktisk ikke gået mange dage, uden at jeg kommer til at tænke på hende.
Hendes navn er Christina Galitsky. Hun brænder for at gøre en forskel med sit liv. Hun er 34 år, civilingeniør, lynende begavet. Ret høj, ret mager og ret genert.
I tirsdags pressede tankerne om hende sig for alvor på, da jeg tidligt om morgenen læste kommentaren ”Folkemordets ansigt” i min Berlingske. Den handlede om en kvinde i Dafur-provinsen i Sudan. En flygtning, som foreløbig har været udsat for massevoldtægt to gange. Senest, da hun måtte gå mange timer væk fra flygtningelejren for at finde brænde til den daglige tilberedning af ”grøden”, der udgør hovedernæringen.
”Det er kun kvinder, der samler brænde, for – som de selv siger – mændene bliver dræbt; kvinderne bliver ”kun” voldtaget,” skrev kommentarens forfatter, en udenrigskommentator ved New York Times.
Men hvad har en kvindelig ingeniør med den forfærdelige situation at gøre? En offentligt ansat forsker, der også hjælper bryggerier, medicinalvirksomheder og mange andre industrier med afsløring af energispild, og med it-modeller, der kan lede til mindre energiforbrug?
Her er forklaringen: Christina Galitsky arbejder sideløbende med en energibesparelse, der kan medvirke til at reducere risikoen for, at Dafurs flygtningekvinder udsættes for voldtægt. Hun arbejder nemlig på at reducere behovet for brænde.
Halvering af brændeforbrug
Galitsky er en nøgleperson i udviklingen af et energisparende ”kogeapparat” til Dafurs flygtningelejre. Det ligner en 40-45 centimeter høj bred metaldåse. Brændet lægges ind via et firkantet hul i siden. Apparatet halverer behovet for brænde i forhold til, når der laves mad på traditionel vis – når gryden placeres på tre sten med ilden i midten.
Da jeg i september kort stiftede bekendtskab med Galitsky, fortalte hun, at mange af kvinderne efterhånden var blevet så bange for at forlade lejren, at de sultede. De solgte nemlig deres egne fødevarerationer for at få brænde.
For nøjagtig et år siden rejste hun til en af Dafurs flygtningelejre for at lade kvinderne afprøve fire typer ”kogekar”, fundet i Indien, og for at åbne døre for en større satsning. Målet var at få udviklet en model, der maksimalt koster omkring 60 kroner, og som kan produceres lokalt på relativ primitiv vis.
Kogeapparatet, der klarede sig bedst, er siden blevet udstyret med bedre beskyttelse mod vinden, der blæser stærkt i halvdelen af året, og den har fået større robusthed mod de mange rørebevægelser, der skal til. Inden udløbet af i år håber man på at have testet 5.000 af disse og fundet en lokal producent. Men der skal forfærdelig mange til. I torsdags hørte jeg, at antallet af flygtninge i Dafurs lejre var nået op på fire millioner.
Men det er ikke det eneste ulandsprojekt, som Christina Galitsky er involveret i. I Bangladesh gælder om at sætte en stopper for den langsomme arsenik-forgiftning, som befolkningen udsættes for. Unicef finasierede for mange år siden boring af brønde landet over, men flere steder viste bundvandet sig senere at være alvorligt forurenet med arsenik. Hun har som mål at udvikle et filter, der klarer rensningsopgaven for en familie i et helt år. Vel at mærke til en pris på kun et par dollars.
Hendes arbejde i ulandene indbragte hende i september en pris, uddelt af tidsskriftet Technology Review, der ejes af MIT (Massachusetts Institute of Technology). Christina Galitsky blev kåret som ”Humanitarian of the Year,” blandt de 35 unge, der vandt priser for “årets bedste ideer”.
Pengemænd tænder ikke
På scenen fortalte hun, hvor frustrerende det var, at denne type forskning og udvikling ikke rigtig fænger hos dem med pengene. De tænder på internetteknologi, nanotech og biotech. Hun må ved siden af sit daglige arbejde i et energiforsknings-laboratorium på Berkeley University ved San Francisco bruge alt for meget tid på at skrive ansøgninger om støtte.
Efterfølgende opsøgte jeg hende for at tale med hende netop om finansieringsproblemet. I Danmark har vi jo så stolte traditioner for ulands-støtte. Her har vi har dygtige fremsynede, rige industrilokomotiver og koncerner, der også åbner på pengepungen til gode formål.
Så dette er en slags ”Wanted”-annonce i en god sags tjeneste. Findes der nogen i det danske land, som på indirekte vis vil hjælpe kvinderne i Dafur, skove i hele verden, og familierne i Bangladesh. Hvem vil give Galitsky mulighed for at arbejde mere på projekterne, og mindre på ansøgningerne? Er nogen i tvivl om hendes validitet, så tjek blot forskning og holdninger via Google.
Hvor ville det være lykkeligt, hvis det også kunne give lidt bred opmærksomhed herhjemmefra over for den type rollemodeller. En person, der favner lige fra naturvidenskab og teknologi til industri til hjælpearbejde.
CITAT SLUT.
Nu har jeg så med initiativet “Nærmest lykkelig i nørdland” selv taget et lille skridt i den retning.
PS: Et mindre dansk firma fulgte min opfordring til at støtte, og det fortæller jeg om her.
Tilføjelse den 2. juli. Jeg mailede Christina Galitsky for at spørge til projektet med Dafur-kogekarerne, og hun fortæller at hun desværre ikke længere arbejder på dem, men henviser også til et særligt websted oprettet til projektet. Hun har netop taget sig en pause i arbejdslivet for at rejse rundt, og derefter vil hun finde sig en ny arbejdsplads, hvor der er fokus på økosystemet. Om valget af karriere for unge kvinder, siger hun, at de måske bør overveje ingeniørvejen:
“if you’re good at it, and you like it, do it – why not? We’re as good as the men, it can be fun, it can be hard, it can be a struggle, but following your dreams is the best route to a happy life.”
Hej Dorte et al.,
Selvom det er fuldstændig irrelevant for ovennævnte velskrevne indlæg, inviteres du hermed til at deltage i en lille litterær selskabsleg:
http://stenfugle.blogs.ku.dk/2008/07/07/selskabsleg/
Hvis du/I ikke har tid/lyst til at være med (eller bare synes dette er avanceret, men irriterende kædebrevs-spam), skal du være hjertelig velkommen til at slette denne kommentar 🙂
Med venlig hilsen
Bent