Kvindernes ønskevalg
Jul 27th, 2008 by Dorte Toft
På onsdag, den 30. juli, ved alle unge, der har søgt en lang eller mellemlang uddannelse, om de er blevet optaget på ønskestudiet. Vi har kigget på, hvad pigernes ønsker går ud på, og det gælder prioritet 1 for både kvote 1 og kvote 2-ansøgere. Og det gælder altså både uddannelsesretning og uddannelsessted.
Top 10-listen:
- Lægevidenskab (Københavns Universitet)
- Jura (Københavns Universitet)
- Designer (Danmarks Designskole)
- Arkitekt (Kunstakademiets arkitektskole)
- Psykologi (Københavns Universitet)
- Sygeplejerske (Professionshøjskole i Kbh)
- Journalist (Danmarks Journalisthøjskole)
- Humanistisk basisuddannelse (RUC)
- Veterinærmedicin (Københavns Universitet)
- Sygeplejerske (Professionshøjskole via UC)
Kun på journalistikken er kvinderne ikke dominerende i søgningen på ovennævnte retninger. Her er andelen 44 pct. Men på psykologien på KU udgør kvindeansøgningerne for eksempel 81 procent, på dyrlægeretningen 90 pct., og allerhøjest er den på de to sygeplejerskeretninger med 93, henholdsvis 96 pct.
Det er vores analysesponsor, SAS Institute, der har set nærmere på tallene fra Den koordinerede Tilmelding, og der kommer mange flere tal i denne uge.
Hvad der allerede er kommet frem er, at 7 procent færre unge har søgt en lang og en mellemlang uddannelse, på trods af at “generationen” er større, og at det går lidt ud over søgningen til de humanistiske og de samfundsvidenskabelige fag, mens der er en ret svag stigning inden for naturvidenskab/teknik. Ifølge Ingeniørforeningen i Danmark er stigningen inden for ingeniørfag, dog mindre end stigningen i antallet af unge i den nye generation.