Årets optag er surt show for de hårde uddannelser
Jul 30th, 2008 by Dorte Toft
Oy for en dag, fyldt af analyser af kvindeandelen i årets optag på de lange og mellemlange studier, efterfulgt af glødende travlhed ved mobilen og tastaturet. Berlingske Business, der jo er mediepartner for “Nærmest lykkelig i nørdland”, ønskede en hurtig dækning på online (artiklen er her), og en grundigere dækning følger i morgendagens Business-sektion.
Vi fik en fornem hjælp fra Den koordinerede Tilmelding, der overmåde hurtigt fik presset kvindetallene frem til os i formiddags. “Vi” er Malene Haxholdt, divisionschef hos SAS Institute, der jo er vores analysesponsor, og så mig. Aldrig har jeg som journalist haft en så kyndig og lynhurtig hjælp på analysefronten.
Men årets optag viste sig generelt set at være være surt show for de hårde uddannelser, og især når det gælder kvindernes andel. Vi koncentrerede os om de klassiske civilingeniøruddannelser, de tilsvarende dimplomuddannelser, it-ingeniørerne, it-diplomingeniørerne, datalogerne, datamatikerne, nanotech og lidt andet.
Som det fremgår af onlineartiklen, går det tilbage for de klassiske civilingeniøruddannelser (elektro, bygning, maskin/produktion), og ikke blot hvad angår kvindeandelen. Faldet er på 13,1 procent. Kvindernes andel falder med hele 41 procent. I antal er der optaget 39 kvinder på de retninger. På diplomretningerne er der nogenlunde status quo med 48 kvinder.
På datalogien voksede optaget fra 12 til 16 kvinder, på de lange it-ingeniøruddannelser kom der 13 kvinder mod et stort nul sidste år. Hos datamatikerne faldt antallet af kvinder fra 35 til 28, svarende til en kvindeandel på 8,5 procent. En lille stigning fra 5 til 7 kvinder på IT-universitetets bachelor i softwareudvikling lunede en smule. På den relativt nye IT-bachelor i Århus, hvor man efter halvandet år med it vælger design, softwareudvikling eller forretning, kom 3 kvinder, mod 1 sidste år.
Hybridfagene, hvor det især handler om kommunikation mennesker imellem og menneske/computer trækker en del kvinder.
Aalborg Universitet har en stigning i optaget på Humanistisk Informatik fra 192 til 211, og kvindernes andel ligger på 69,2 pct. mod sidste år 62,5.
Informationsvidenskab oplever et fald i totaltal på både Aarhus Universitet og SDU, men en stigning i kvindeandel. Det totale optag er på 72, heraf 31 K, mod i 2007 i alt 97, heraf 23 K.
Ses der på populariteten af civilingøruddannelser i alt, tæller retningerne arkitekt/design. Hele 81 kvinder blev optaget, hvilket giver en kvindeandel på 55,5 pct. Alt i alt synes det at ord som arkitekt, design, innovation, sundhed, medicin og miljø i titlerne får lidt flere kvinder ud af hullerne.
Jeg ved ikke, hvilke af artiklerne, som Berlingske Business lægger på nettet i morgen, hvis nogen, men skulle de komme, sætter jeg link på.
PS: Der blev jublet i medierne over en kraftig stigning i søgningen til diplomingeniøruddannelserne. Ingeniøren kan fortælle, at det er polakker, der tæller godt i stigningen. Ikke danskere.
PPS: Nogle vil nok mene, at vi mangler noget. Men på få timer at samle informationer på tværs af universiteter, der hver især digter egne “sexede” navne, er ikke let. Faktisk blev analysearbejdet, der også indebar et kig tilbage til 1996, en bekræftelse af, at konsistens i data ikke er en selvfølge.
Hej Dorte,
Fantastisk hurtigt og effektivt stykke arbejde, som I fik lavet der!
Har I også tid og mulighed for at lave den samme analyse for de andre naturvidenskabelige uddannelser (fysik, kemi, biologi, geologi etc.)?
Det var overmåde fristende også at tage et nærmere kig på uddannelserne, du nævner, men vi måtte holde os til de fag, som vi i projektet har allermest fokus på. Ressourcerne slår ikke til til mere, men tak for skulderklappet.
Ok – ressourcemanglen har jeg fuld forståelse for.
Jeg var egentlig bare interesseret, da naturvidenskab på KU overordnet har taget alvorlige tæsk med et gennemsnitligt fald på 20 % i optaget:
http://www.ku.dk/sa/optag/statistik/Kvote1_2008/naturvidenskab.html
Biologi faldt endda med ca. 40 % og biokemi med ca. 50 %. Det sidste er specielt slemt fordi de (som du nævner i dit blogindlæg den 21. maj) er de naturvidenskabelige fag, der umiddelbart virker mest tiltrækkende på kvinder.
Tak for link. Sørgelige tal, og hvem ser mon på årsager dertil.
[…] for studier på KU og med naturvidenskabelige øjne ser de rigtig ilde ud. Som Dorte Toft har bemærket, er det gået dårligt for de klassiske ingeniørfag og deres beslægtede, også med henblik på […]
Hej Dorte og Malene
Jeg faldt for nyligt over en rigtig spændende bog, som godt nok har nogle år på bagen, men som er ret interessant i forhold til jeres projekt.
Bogen hedder “Unlocking the clubhouse” af Jane Margolis og Allan Fischer og i denne har de interviewet 230 universitetsstuderende fra Carnegie Mellon Universitetet. Her havde man nemlig også store problemer med at tiltrække kvinderne til bl.a. datalogi. Gennem deres forskningsprojekt, små pensum ændringer og en større opmærksomheds kampagne på universitetet gik man fra < 10 % kvinder til 42 % kvinder!
(http://books.google.com/books?id=StwGQw45YoEC).
Det er virkelig interessant læsning 🙂
Den må jeg have fat på. Tusinde tak for tippet, Sidsel.