Uden matematik mindre indflydelse
Aug 10th, 2008 by Dorte Toft
Lisbeth Fajstrup blev den første kvinde, der tog en Ph.D. i matematik fra Aarhus Universitet, og det var ikke hendes egen ide. Hun blev opfordret dertil af sin vejleder, og det er på sin vis typisk, mener hun. “Piger skal have vide, at de er dygtige,” lyder det i dette lille lydklip fra et interview, der vil indgå i vores bog. Hør også hendes mening om, hvad piger går glip af ved fravælge matematikken. Det kan koste indflydelse, fordi man kan få sværere ved at gennemskue de såkaldte fakta, man præsenteres for.
Interview og foto ved: Malene Skov Jensen, Verdenspressen. YouTube-produktion: Mikkel Westerkam, mashup.
Lisbeth Fajstrup, der er lektor i matematik ved Aalborg Universitet, gør sit for at få unge interesseret i matematik. For eksempel blogger hun om den amerikanske krimiserie Numb3rs, der i Danmark vises på kanal 5. Serien handler om en FBI-agent og hans bror, der er matematikprofessor, og matematikken spiller en rolle i opklaringen af forbrydelser.
Hun mener, at matematik er undervurderet i samfundet, og påpeger, at der er masser af matematik i den nye teknologi, som vi alle bruger. Samtidig advarer hun mod tidens mantra fra regeringsside om, at vejen fra forskning til faktura skal være kortere. Hun fortæller, at det er 300-400 år gammel matematisk viden, der ligger til grund for meget af it-teknologien.
Lisbeth Fajstrup er en ud af 12 rollemodeller i bogen. Vi har tidligere her bragt lydklip med stjernestøvsforskeren Anja C. Andersen, softwareudvikleren Anne-Sofie Nielsen og den iranske ingeniør Atefeh Riazi, der er en mønsterbryder af format.