Op ad bakke hos forlagene
Aug 22nd, 2008 by Dorte Toft
I sidste uge modtog jeg det andet venlige afslag fra et forlag. I dette tilfælde var det Gyldendal Business, der meldte ud efter nogle måneders betænkningstid. Indledningen lød således:
Vi har desværre besluttet at takke nej til din bog – uanset, at dit projekt er dybt interessant, vigtigt og skrevet med både ildhu og hjerte. Den primære årsag er fortsat, at vi har meget svært ved at se målgruppen klart for os, den sekundære, at vi er i tvivl om, hvorvidt bogen som medie understøtter emnet på bedste vis.
Tidligere var det PeoplePress, der sagde nej. Og ja, målgruppen er ulden. Det er de unge pigers mødre, som siges at have den største indflydelse på pigernes valg af uddannelse, men det er også fædre, onkler, tanter, skolelærere og alle andre, der måtte kere sig om pigens uddannelsesvalg, men som måske ikke selv har naturvidenskab/teknologi inde i erfaringssfæren.
Forlagene tror ikke, at der er salg nok i en bog om emnet. At der er mennesker nok, der gider interessere sig for, hvad piger kan vinde ved at tage en “hård” uddannelse, og fravalgets omkostning for kvinderne selv, for erhvervslivet, forskningen og samfundet i øvrigt. Man skal jo bare vælge med hjertet, ikke sandt. Eller er forklaringen mon, at forlagene ikke syntes, at et sådant emne kan bære en hel bog?
Så lige nu er jeg ikke “nærmest lykkelig…”, og jeg er gået i tænkeboks. Forsøg hos et nyt forlag – ny afventen af svar? Problemet er jo, at emnet ikke reflekterer tidsånden og ikke har gjort det i alt for mange år.
Det er ikke en kogebog fra en berømt kok, det er ikke en biografi om en berømt person, det er ikke en nordisk krimi, det er ikke skønlitteratur med stort L. Der står ingen berømt forfatter bag, det er ikke noget med “Tab 10 kilo på seks uger” eller “7 trin mod bedre lederskab”. Det er en bastard om et emne, der måske mest af alt kalder på Rhett Butlers berømte ord fra “Gone with the Wind”:
Frankly my dear. I don’t give a damn.
O.k. Jeg overdriver, men nedslående er det. Hvis jeg så bare kunne komme med en forhåndsbestilling på i alt 1.000 bøger fra for eksempel 10 firmaer, der vil bruge dem til kunder, medarbejdere eller en adopteret “gymansieklasse” med tilhørende forældre….Så ville det nok lysne.
Gyldendal Business foreslog at satse på offentliggørelse i form af artikler i forskellige medier, for stoffet er jo spændende. Problemet ved den løsning er – som jeg ser det – at personen, der måske tænder på kapitlet, ikke kan få mere. Ikke har mulighed for at se det hele i en sammenhæng, der også er så væsentlig.
Min tidligere partner, medinitiativtageren Annette K. Nielsen, pegede mig i en ny retning, nemlig mod lulu.com. Det er en amerikansk tjeneste, der hjælper folk med at udgive og sælge bøger, som så printes “on demand”, altså når ordren indløber, om den er på 1 bog, 10 eller 100. Særlig dyrt er det ikke, men naturligvis ikke så fint boghåndværk. Jeg har også fundet frem til bod.dk (Book On Demand) – en dansk gren af et tysk selskab, og så er der CreateSpace, der er knyttet til Amazon.com.
Demand-løsningen, kombineret med spredte artikler, der giver folk mulighed for også at bestille bogen, er vist en udmærket løsning. Man kan desuden lægge bogen i ren elektronisk form på nettet, så kapitler kan downloades og måske printes, men bogen skal – som jeg ser det – også kunne leveres som en rigtig bog. Mange trives bedst med det, og den fortjener det, men det er en hulens masse arbejdstimer, der skal lægges oveni, når man ikke har et forlag med.
Trods afslaget er jeg dog glad over drøftelserne med Gyldendal Business. Her ønskede man nemlig et større fokus på at få en diskussionsbog fremfor en “inspirationsbog” (betegnelsen fra forlaget, da hovedvægten lå på de 12 rollemodeller). Der skulle mere vægt på fakta- og baggrundskapitlerne om myter, der spænder ben for pigerne, om konsekvenser og om hvad der kan gøres. Hele den øvelse, og dermed den nye synops, har styrket bogen.
Giv gerne lyd, hvis du har eller har hørt om erfaringer med Book On Demand-udgivelser, eller om du har andre forslag. Du er naturligvis også meget velkommen med en kæmpeordre:-)
PS: På bar bund er jeg jo ikke med bogudgivelser. Har selv tidligere oprettet Kommunedatas forlag, redigeret godt en håndfuld lettilgængelige it-bøger, der solgte helt o.k. efter dansk målestok. Blandt disse var “Rundt om PC’en” og “Fod på DOS” – begge tæt en stil, som nogle år senere blev meget populær med “for Dummies”-serierne.
Ja … er nok lidt enig med forlaget. Det er nok ikke sådan en bog mødre frivilligt køber og læser… Nå kvinder rådgiver deres unge søger de formentlig sjældnere facts og rationel viden end deres mandlige pendanter – de bruger deres intuition – læs forudfattede meninger – så de skal lirkes til at tænke anderledes længe FØR de rådgiver deres piger.
Men enig med jer i at BUDSKABET skal ud. Så hvordan så?
Og når nu du – Dorte – er journalist … Det skal i medierne – det skal i Nordjydske som pt. bringer artikler om kvindelige ledere – der MÅ være nogen IT nogen i mellem. Det skal i damebladene … Familie journale mm. Med succes historier
Så det er ikke de “seriøse erhvervs medier” men dem som glider ned som sødsuppe – hvorfor ? Kvinder læser da også både bøger og aviser – jep… Men der vælger de jo alt med IT fra – for det interesserer dem ikke. Og de synes slet ikke det er noget for deres piger 🙂
Men møder de “Janice Jørgensen” — der har et spændende liv og – nå ja – er IT dame og ELSKER det så kan det rykke – langsomt ved deres ide om IT…
Jeg synes trods det at jeres /din bog burde være til at få udgivet og ville være et godt valg for de mødre som faktisk lige skal checke om det nu også er noget for deres datter … Selvom jeg er skeptisk for om den kan flytte “den brede mening”
Held med projekterne
Gitte Tj.
@ Gitte Tj. Tak for dine betragtninger. De falder vældig godt i tråd med en afklaring, jeg efterhånden er ved at nå til. Det bliver sandsynligvis et både og… En satsning på at få nogle af vores 12 profiler ud i bredt læste medier (plus måske nogle faktabokse) – og så en udgivelse af bogen på egen hånd via f.eks. lulu.com. Skal snart møde Alexander Kjerulff, der har givet sig selv titlen Chief Happiness Officer, for at plukke hans hjerne for erfaringer. Han har rigtig god global succes med sin bog “Happy hour 9 to 5”, som han selv udgiver på engelsk på Lulu.com, som også kan downloades som pfd.fil til halvden af prisen og som kan læses helt gratis på nettet. Den danske version af bogen blev udgivet af et traditionelt forlag herhjemme, og skulle han gøre det om, havde han igen valgt at udgive selv – af så mange forskellige årsager. Mere om ham, hans blog og hans bog her:
http://positivesharing.com/
Melder tilbage her på bloggen, når den endelige beslutning om udgivelse er truffet.
jeg kan faktisk også godt forstå forlaget. Men omvendt var bogen “powerkvinder” en stor succes i julehandlen for et par år siden, så måske skulle man lægge sig lidt op ad den succes. Her var noget af forklaringen nok, at forfatteren var kendt fra TV-avisen og interviewofrene var semikendte fra diverse andre medier. Samt at man fik lidt saftige detaljer om disse kendte kvinder, og det er jo ikke lige det, vi leverer til din bog.
Femina har bragt udmærkede interview med kvinder fra naturvidenskabelige fag, så måske var det en mulighed.
[…] Et lille paradoks. Mine egne overvejelser fra august om at udgive i elektronisk form – en bog om et helt andet emne, nemlig danske pigers […]
Hej Dorthe
Interessant at nogen ønsker at skrive en bog om det emne. Min bedre halvdel er netop ved at færdiggøre et speciale fra DPU om nogenlunde samme emne skulle jeg mene. Bl.a. har hun brugt tid på at undersøge, hvad det er der har fået de piger, som nu er igang med en naturfaglig gymnasial uddannelse til at vælge den retning gennem kvalitative interviews med piger på en talentcamp.
Som et kuriosum kan jeg fortælle, at hun arbejder for Gyldendal Uddannelse (mon ikke de forkorter det GUD?).
/Christian