Bog til inspiration og provokation
Oct 19th, 2008 by Dorte Toft
Indholdet af den kommende bog er nu helt fastlagt. Afslaget fra Gyldendal Business gjorde, at jeg tog et ekstra livtag med dispositionen sammen med en god kollega, som jeg “tvang” til at pege på styrker og svagheder i kapitler og i dispositionen.
Jeg har valgt at lægge bogsynopsen ud her på bloggen, så der åbnes for endnu flere stemmer. Giver dispositionen dig anledning til at tænke i forbedringer eller ændringer, så skriv endelig en kommentar her på bloggen eller send mig en mail. Du finder synopsen under fanen “Om bogen”.
Det er IKKE den samme disposition, som Gyldendal Business endte med at sige nej til. I den havde jeg taget hensyn vil, at Gyldendal ønskede lidt mindre vægt på kvinderne, der er “Nærmest lykkelige i nørdland”, og mere vægt på kapitler, der giver baggrundsviden om årsager til kvindernes fravalg af de hårde fag og konsekvenser deraf – for kvinder, erhvervsliv og samfund.
Men sagen er, at det gør de udvalgte kvinder jo også. Det er ikke bare udsagn om, at “Vi er så lyyyyyykkelige.” Disse kapitler rummer også stærkt input til både årsager til fravalget og konsekvenser, og derfor har vi skåret lidt ned på baggrundskapitlerne igen.
Jeg skrev i øvrigt tidligere om muligheden for selv at udgive bogen, hvad enten det bliver som “Print on Demand” eller en normal udgivelse. Men jeg har besluttet at give forlagsbranchen en ekstra chance, selv om den måske betakker sig:-)
Har du et godt bud på et forlag, der kan og vil se behovet for at gå imod tidsånden? Et forlag, der gerne vil i kontakt med unge pigers mødre og fædre og alle andre voksne, der måske selv har en indflydelse på, at det danske uddannelsesvalg og arbejdsmarked er ekstremt kønsopdelt? Så skriv endelig.