Politikerne hidser sig op over engelsk – hvorfor ikke over it-ukyndighed?
Jan 28th, 2009 by Dorte Toft
På Facebook fandt jeg en henvisning til et tankevækkende indlæg i mediet Gymnasieskolen, og det var Anne-Sofie Nielsen, en af det “lykkelige” projekts rollemodeller, der peger på det.
Indlægget handler om, hvorledes politikerne dybt engageret diskuterer brug af engelsk kontra dansk i undervisningssektoren, men helt ignorerer det manglende engagement i it. Der skæres ligefrem ned, fortæller Steen Toft Jørgensen, formand for Datalærerforeningen, her:
Faktum er, at politikerne og embedsmændene i Undervisningsministeriet er blevet enige om at fjerne de hidtil gældende 2 x 50 timer om og med it, som en lærerkandidat skal igennem.
Ifølge ham betyder det problemer for Danmarks fremtid i et globaliseret samfund. Hvis ikke it blot skal blive noget med brug herhjemme, men også noget med at skabe løsninger, så er vi på vej ind i en blindgyde. Steen Toft Jørgensen har også et bud på, hvorfor det sker:
Hvorfor er det så svært for politikere og embedsmænd inden for undervisningssektoren at sige det samme om it, som der er konsensus om, når vi taler om modersmål og engelsk?
Mon ikke svaret er, at den bestemmende generation ikke er opvokset med it. Man har lært at anvende det sådan hen ad vejen, efterhånden som man blev presset til det. Man er ikke digital indfødt som de unge, er ikke engang digital indvandrer – det kræver en intens indsats, som der ikke har været tid til. Man er digital novice.
Så når de bestemmende i samfundet hidtil har klaret sig med at skrive tekster i Word og printe modtagne mails, så er det svært at se de store perspektiver. Nok er nok: Kan man skrive på en moderne skrivemaskine (pc), så skal det nok gå.
Med gymnasiereformen har man indført nye tværgående emner/fag som almen sprogforståelse, naturvidenskabeligt grundforløb og almen studieforberedelse. Det lyder alt sammen fint i teorien.
It har man stille og roligt forbigået. Det er jo let at skabe konsensus blandt digitale novicer om, at de unge jo bare kan det, så det skal der ikke bruges timer på.
Et andet mantra er, at it indskrives i alle læreplaner for fagene. Når det står der, så har politikerne ryggen fri. Praksis er bare helt anderledes, når eleverne ikke modtager undervisning i brugen af it, og lærerne heller ikke gør. Så er scenen overladt alene til frontløberne. Det sikrer ikke elevernes it-kompetencer.
Great post! Tak for at dele, fortsæt det gode