100 årig forsker fatter ikke danske kvinder
Apr 26th, 2009 by Dorte Toft
Nobelpristageren, hjerneforskeren Rita Levi-Montalcino fortæller i Weekendavisen, at hendes efterhånden 100 årige hjerne ingen rynker har, så hun forsker stadig på fuld kraft.
Det er videnskabsjournalist, cand. mag. Charlotte Koldbye, der interviewer Rita Levi-Montalcino, men at jeg nævner hjerneforskeren i denne blog, skyldes især hendes reaktion, da Charlotte Kolbye fortæller, at visse naturvidenskabelige uddannelser i Danmark nærmest er støvsuget for kvinder. Her følger afsnittet med svaret.
“Hvorfor det? Hvorfor interesserer de unge danske kvinder sig ikke lige så meget for naturvidenskab som mænd? Hvordan kan det være, og hvad gør De, Charlotte, for at gøre noget ved det?” spørger hun ulykkeligt, men inden jeg når at svare, trækker hun på skulderen og svarer selv: Nå ja, på den anden side, hvis man er sulten, spiser man måske med større appetit, end hvis man ikke er særlig sulten. Er de danske kvinder ikke sultne efter viden?”
Rita Levi-Montalciono gør sig mange tanker om menneskerettigheder og årsagen til alle de mange afskygninger af ondskab, hun har mødt gennem sit lange liv.
“Alle konflikter fødes ud fra dette: [Vi vil have] for meget til os selv og for lidt til andre.”
En artikel, der er værd at læse.