“Jeg gider ikke sætte mig ind i det…..”
May 17th, 2009 by Dorte Toft
Politiken Søndag har i sin vidensektion i dag en artikel, som ikke er opløftende at læse for en person, der beskræftiger sig med “Lykkelig i nørdland”-projektet. Overskriften er: “It-branchen er gået på pigejagt.”
Udgangspunktet er ellers opløftende: Piger fra it-klasser på gymnasier deltager i en it-workshop hos Microsoft. Men artiklen bekræfter blot, at piger ikke gider kodningen.
De unge piger erklærer, at de aldrig kunne drømme om at læse datalogi og lære at programmere. En af dem citeres for følgende: “Jeg gider ikke sætte mig ind i det.” En anden siger: “For mig handler det ikke om, hvad computeren kan, men hvordan den ser ud.”
Men pigerne synes, at det er vildt sejt at “være de første i Danmark” og prøve Microsofts “kaffebord” – et lavt bord hvis bordplade er en “multitouch” trykfølsom skærm.
Det selvsamme kaffebord, der tilbyder “Surface Computing”, har tilsyneladende været uendelig længe om at komme til Danmark, for det er for længst installeret på hoteller i USA, så gæster kan samles om kaffebordet for at finde seværdige attraktioner, bestille billetter og meget andet. Da jeg i efteråret så det på et hotel i Boston, var der ikke en sjæl, der gad bruge det.
Men det er altså sejt, synes pigerne, og ingen tænder på den kodning, der ligger bag at gøre brugen mulig.
Artiklen, der er skrevet af Dorrit Saietz, tager fat på det faktum, at piger kun søger ind på de bløde it-uddannelser, hvor det er ting som kommunikation og design, der udgør hovedingrediensen.
I artiklen beklager jeg udviklingen, idet jeg jo mener, at der er en stor værdi for pigerne, hvis de vitterlig ønsker at påvirke fremtiden, i også at gå i dybden med teknologien.
Sympatisk projekt, men lidt tankevækkende at du selv er forhenværende programmør, og nu selv “er noget med medier”.
Alle siger at nogen andre skal lave hård videnskab.
Måske er de unge mennesker fornuftige nok, når de kikker på hvad succesfulde mennesker gør i stedet for hvad succesfulde mennesker siger.
Jeg forstår godt disse unge gymnasiepiger og jeg kommer da også selv med en baggrund som Cand.it i Design, Kommunikation og Medier fra IT-Universitetet.
Det undrer mig, at vi kvinder/piger ikke har lov til at repræsentere de bløde it-fag og hvorfor vi partou skal tvinges til at kunne kode. Måske skal “vi” bare acceptere, at det er i det bløde dele af it-branchen, at de fleste kvinder finder en reel interesse i IT? Med lysten kommer man trods alt længst, så hvorfor ikke fokusere på det positive i, at man kan tiltrække mange kvinder, hvis det handler om usability, interfacedesign, accessibility, grafisk design, brugerinvolvering etc.?
Studieordningen på min gamle linje er nu lavet om, således at de nye studerende tvinges til at tage kurser som php, database o.lign. Som underviser hører jeg fra de studerende, at de nævnte kurser bare skal overståes, og at de aldrig vil søge job, hvor de skal bruge disse kvalifikationer. Så hvorfor dog ikke gøre dem til super dygtige user experience designere i stedet for at forsøge at gøre dem til kodehoveder?
@jp. Mit problem med programmeringen var især, at jeg gik alt, alt for meget op i det. Folk kunne virkelig råbe “Get a life” i min retning. Skiftet skyldtes ikke, at jeg ønskede mig en bedre karriere, men et job, hvor jeg ville blive tvunget til at være mere udadvendt. Men i dag er der såmænd også jævnligt brug for, at nogen råber “Get a life” efter mig. Det er altså min personlighed, der har en brist. Jeg har i øvrigt tit savnet den verden, jeg forlod, og blandt de 12 “nærmest lykkelige nørder”, vi præsenterer i bogen, er der mange, der bestemt ikke kan klage på succes.
@ Anne. Usability rules! Sådan bør det være. Men jeg personligt tror, at man har større mulighed for at komme med tidligt nok i processen, hvis man også har et ret godt kendskab til de andre dele. Og tidligt nok. Det er jo en af hjørnestenene i usability.
Men der findes altså også kvinder, der frydes ved at være, hvad du kalder kodehoveder. Problemet er, at de potentielle lykkelige kodehoveder måske lader egne og andres fordomme forhindre, at det vindue overhovedet åbnes.
Og så tror jeg i øvrigt på, at nogle af de allerstørste opfindelser gøres af mennesker, der er dybt nede i materien. Jeg er nok ret så udansk, for herhjemme er mantraet jo, at man skal sætte fem folk med forskellige faglig baggrund sammen for at få det allerbedste. Det giver for mig evolution, ikke revolution.
Jeg frakender bestemt ikke ekspertise inden for design, user experience, markedsføring etc. etc. værdi. De elementer skal bare først kobles til, når de første trin i det revolutionære er taget. Og hvorfor vil kvinder ikke være revolutionære, hvadenten det gælder løsning af denne verdens allerstørste problemer? Og lidt mindre kan vel også gøre det?
Som eksempel på, hvor en person, der har taget besværet med at lære sig det hårdeste, virkelig gør en forskel, vil jeg nævne Christina Galitsky, som jeg skriver om her.
http://www.business.dk/article/20061126/techmobil/111260973/
Det er hårde formler, der arbejdes med. For at nå frem til det bedst mulige design af det kogekar, der sparer kvindeliv i Dafur. Her er et lille udsnit fra hendes sidste melding til mig, sendt i juli 2008:
CITAT:
I am about to leave my current position to take a year or more off (to travel and see the world), and then switch careers slightly to a more ecology-focused field.
“Advice to women: if you’re good at it, and you like it, do it – why not? We’re as good as the men, it can be fun, it can be hard, it can be a struggle, but following your dreams is the best route to a happy life.”
CITAT SLUT.
Og så er det bare, at danske kvinder IKKE drømmer i den retning.
Her er link til Dafur-projektet: http://darfurstoves.lbl.gov/
Kogekaret reducerer behovet for brænde med 50 pct. Det er kvinder, der må gå mange kilometre væk fra lejrene for at finde brænde. Mændene ville blive slået ihjel. Kvinderne voldtages “blot”.