Rumfart og Asimov: Årsager til min fascination af de “hårde” fag
Jul 21st, 2009 by Dorte Toft
40-års jubilæet for månelandingen kom fem dage efter, jeg havde afleveret manus til bogen “Lykkelig i nørdland”, og det fik mig til at tænke ekstra over, hvorfor jeg så inderligt ønsker, at pigerne vil se mod de “hårde” fag. Hvorfor jeg brænder så meget for det, at folk til tider tror, jeg nærmest er besat. Jeg, der ikke en gang duer til matematik.
Jeg så landingen i går aftes på svensk tv, og minderne væltede frem. Jeg tænkte på den gang, hvor vi alle – kvinder som mænd, voksne som børn – var fascineret af, hvad der kan lade sig gøre, når videnskabsmænd går sammen om en kraftpræstation. Den gang, hvor vi foran tv’et fulgte opsendelsen af rumraketter og fulgte månelandingen. Den gang, hvor vi hele tiden blev gjort klogere på nye ting, og vi ikke kunne få nok. Den gang, hvor det også stod klart, hvilke opfindelser af civil betydning en sådan satsning kan resultere i.
Jeg har altid været dybt grebet af rumfart, også fordi det gav os et syn på, hvor lille, sart og fantastisk vores egen farvestrålende klode er.
Efter Challenger-katastrofen
Cape Canaveral/Kennedy Space Center i Florida har jeg besøgt to gange – den ene i 1986, ganske få dage efter Challenger var eksploderet 73 sekunder efter affyringen. Blandt de syv omkomne astronauter var Christa McAuliffe, der var udvalgt blandt 11.000 lærere som den første nogensinde, som skulle opleve rummet. Stemningen i rumcentret var så fortættet – sorgen – og alligevel skulle livet fortsætte, nye mål nås.
Jeg har også besøgt “Houston, we have a problem”-rumcentret, og utallige de postkort, jeg har sendt til venner og bekendte med motiver af månen, astronauter, rumfartøj og jorden, ligesom ingen børn i min omgangskreds slap for at få foræret små astronaut-figurer og rumraketter til at lege med.
Jeg har set iMax filmen “The Dream is Alive” om Nasas rumprogram (med speak af Walter Cronkite) i hvert fald tre gange, og hver gang blev jeg lige længselsfuld, hver gang lige rørt over billedet, hvor de ligger og sover i vægtløs tilstand, kroppen fastholdt, mens håret lever sit eget liv.
Selv i en alder af 64 år er jeg lige fortabt i rumfart, og blændes der op for en rumfilm på skærmen, skal jeg se det. Den lille ikon på pc-skærmen, som symboliserer mig, når jeg dagligt logger ind, er selvfølgelig en astronaut i rummet.
Isac Asimovs robotlove
Med til forklaringen om min fascination af ingeniørernes og datalogernes arbejde hører også, at jeg – lang tid, før jeg begyndte at rejse til USA – begravede mig i science fiction bøger. For mig blev forfatteren, biokemikeren Isac Asimov en stemme langt mere vigtig end en Hemingway eller en John Steinbeck, omend jeg også læste disse forfattere med glæde.
Jeg kan gengive Asimovs tre robotlove (der bliver stadig mere vigtige), men ikke de tre første bud i biblen.
Så ja, jeg har også en livslang fascination af de muligheder, der ligger i robotterne, og de farer, der er forbundne dermed. Også derfor er Danica Kragic, en af Skandinaviens førende robotforskere, en af de 12 portrætterede rollemodeller i bogen.
Logikken kun
Mange, jeg møder, tror, at jeg med min baggrund har været igennem en uddannelse inden for de “hårde” fag, men det er ikke tilfældet. At jeg blev programmør skyldes udelukkende, at “adgangsprøven” var bygget til at afsløre, om man tænkte logisk, ikke om man kunne løse matematiske opgaver. Det var jo heller ikke opgaver, der krævede “rocket science” – konstruktion af fantastiske algoritmer – jeg skulle beskæftige mig med, blot automatisering af noget så banalt som bogføring og lignende. En anden ting er så, at da jeg begyndte i 1966 fandtes der slet ikke it-uddannelser i undervisningssystemet.
Matematikkens smukke verden
Men hvor er jeg ked af, at jeg lod mig kue under skolegangen. Jeg aner ikke den dag i dag, om jeg kunne have lært matematikken, men en flytning væk fra relativt trygge omgivelser og et skift til en skole, hvor matematiklæreren smældede en over fingrene med linealen, hvis man ikke svarede rigtigt, hjalp ikke på selvtilliden.
Jeg har dog en klar fornemmelse af, at der ligger en herlig verden fuld af opdagelser i matematikken – i hvad, den kan lede til. Også derfor vil jeg så gerne, at piger ikke bare fravælger matematikken, fordi det er et lidt bøvlet nyt sprog at lære, eller fordi de på forhånd tror, at de er for dumme til at lære det.
Lyt til Richard Feynman
Jeg lister mig også ind på områder, som jeg grundlæggende set slet ikke har forudsætningen for at forstå, og der var et mærkeligt sammenfald i går i relation til månelandingen.
Tidligere på dagen havde jeg brugt en time foran pc’en på loven om tyngdekraft, uden at fatte så meget, men alligevel blev jeg klogere (der skulle heller ikke meget til).
Det var en forelæsning af fysikeren Richard Feynman, en gudsbenådet formidler, optaget af BBC i 1964. Det er en af seks Feynman-forelæsninger, som Microsoft-stifteren Bill Gates har fået lov til at støve af, tilføje ekstra materiale til og stille til rådighed for hele verden.
Feynman forelæste for universitetsstuderende på Cornell University, og han startede hos Tycho Brahe på Hven. Et menneske, der observerede, registrerede og lærte fra det, og hvis resultater gav andre muligheden for at tage det næste trin og det næste, der skulle til for at finde ud af, hvorfor planeterne kredser i de baner, som de kredser i.
Filosofi og naturvidenskab
Og med Feynman-forelæsningen var jeg pludselig tilbage til et kontor oppe mellem skyerne på Manhattan, hvor jeg interviewede Atefeh Riazi, en højtstående it-chef, født i Iran, men en mønsterbryder af rang. Jeg har tidligere skrevet om hende her.
På et bord i hendes kontor lå to bøger. »Feynman Lectures on Physics«
og Nietzsches »Human, all too Human«. Filosofi og naturvidenskab er, hvad hun brænder for, og ifølge hende gør den ene del hende klogere på den anden og omvendt.
Hvad er det, som vi vælger at blive kloge på i Danmark? Hvorfor har vi indrettet et samfund, hvor filosoffen hyldes, men ikke den naturvidenskabelige forsker?
[…] skal få unge piger til at give de “hårde” fag en chance. Det har jeg skrevet om på en blog, der hører til projekt til. Det er en personlig beretning, så hold dig væk, hvis du ikke er til […]
Hej Dorte,
Held og lykke med bogen “Lykkelig i nørdland”.
Den kan kun være god, når du er inspireret af folk som Asimov og Feynman 🙂
Forhåbentlig får du overbevist kvinder (og flere mænd) om, at naturvidenskab er rasende interessant.
Desværre er medierne for det meste kun interesserede i at skabe idoler fra musik-, film- og modeverdenen.
Det kunne være fantastisk hvis en Danica Kragic, en Atefeh Riazi eller mænd som Anders Hejlsberg, Bjarne Stroustrup eller Lars Bak kunne blive forbilleder og dyrket som en Angelina Jolie, Mads Mikkelsen og lignende.
Men er problemet ikke, at ingeniører, dataloger, fysikere, biologer osv. er mere interesseret i at forstå verden end i at verden(s befolkning) skal forstå dem?
Med fare for generalisering og forfladigelse, så har de ikke behov, tid eller lyst til selvpromovering, mens celebrity-kulturen er baseret på selvpromovering.
P.S. Mener du virkelig, at vi lever i en verden, hvor filosoffen hyldes?
Hej Dorte,
Har du set at NASA har lagt et video arkiv ud, i HD?
http://www.nasa.gov/multimedia/hd/index.html
Se fx:
HD 720p / 256 MByte stor.
vh
Frans
Man kan ikke sende et langt link?
http://shortlink.dk/a95adb7f
@ Dan Mygind. Du skriver:
“Men er problemet ikke, at ingeniører, dataloger, fysikere, biologer osv. er mere interesseret i at forstå verden end i at verden(s befolkning) skal forstå dem?” Citat slut.
Det kan være en af forklaringerne på deres tysthed i det offentlige rum, men en anden er, at de vil være sikre på, at hvad de siger, også kan holde til en trykprøve, og derfor holder de sig til deres specialier, mens alle andre babler løs. Nogle vel, fordi de følger sig kvalificerede, andre nok på grund af behov for selvpromovering og andre igen vel fordi “går den så går den”. Men det er også et emne, der berøres i bogen.
Vedr. filosof kontra naturvidenskabsmanden. Jeg erindrer at have hørt, at var der ikke adgangsbegrænsninger på filosofi ville, ville vi kunne vade rundt i dem, fordi det er et højstatus-studie blandt unge. Og hvor ofte ser du medie trække en filosof til mikrofonen for at få dennes bemærkninger om et eller andet i samfundet? En Arno Victor Nielsen, en Ole Thyssen, en Clement Kjersgaard…
Jeg søgte lige på ordene, mest kendte danske filosoffer, og landede på denne blog http://carolineosv.blogspot.com/2008/07/de-10-mest-populre-filosoffer-i-de.html – hvor der kan ses lidt flere, der enten er filosof eller har snuset en del til det.