Nærmest Lykkelig I Nørdland

40-års jubilæet for månelandingen kom fem dage efter, jeg havde afleveret manus til bogen “Lykkelig i nørdland”, og det fik mig til at tænke ekstra over, hvorfor jeg så inderligt ønsker, at pigerne vil se mod de “hårde” fag. Hvorfor jeg brænder så meget for det, at folk til tider tror, jeg nærmest er besat. Jeg, der ikke en gang duer til matematik.

Jeg så landingen i går aftes på svensk tv, og minderne væltede frem. Jeg tænkte på den gang, hvor vi alle – kvinder som mænd, voksne som børn – var fascineret af, hvad der kan lade sig gøre, når videnskabsmænd går sammen om en kraftpræstation. Den gang, hvor vi foran tv’et fulgte opsendelsen af rumraketter og fulgte månelandingen. Den gang, hvor vi hele tiden blev gjort klogere på nye ting, og vi ikke kunne få nok. Den gang, hvor det også stod klart, hvilke opfindelser af civil betydning en sådan satsning kan resultere i.

Jeg har altid været dybt grebet af rumfart, også fordi det gav os et syn på, hvor lille, sart og fantastisk vores egen farvestrålende klode er.

Efter Challenger-katastrofen

Cape Canaveral/Kennedy Space Center i Florida har jeg besøgt to gange – den ene i 1986, ganske få dage efter Challenger var eksploderet 73 sekunder efter affyringen. Blandt de syv omkomne astronauter var Christa McAuliffe, der var udvalgt blandt 11.000 lærere som den første nogensinde, som skulle opleve rummet. Stemningen i rumcentret var så fortættet – sorgen – og alligevel skulle livet fortsætte, nye mål nås.

Jeg har også besøgt “Houston, we have a problem”-rumcentret, og utallige de postkort, jeg har sendt til venner og bekendte med motiver af månen, astronauter, rumfartøj og jorden, ligesom ingen børn i min omgangskreds slap for at få foræret små astronaut-figurer og rumraketter til at lege med.

Jeg har set iMax filmen “The Dream is Alive” om Nasas rumprogram (med speak af Walter Cronkite) i hvert fald tre gange, og hver gang blev jeg lige længselsfuld, hver gang lige rørt over billedet, hvor de ligger og sover i vægtløs tilstand, kroppen fastholdt, mens håret lever sit eget liv.

Selv i en alder af 64 år er jeg lige fortabt i rumfart, og blændes der op for en rumfilm på skærmen, skal jeg se det. Den lille ikon på pc-skærmen, som symboliserer mig, når jeg dagligt logger ind, er selvfølgelig en astronaut i rummet.

Isac Asimovs robotlove

Med til forklaringen om min fascination af ingeniørernes og datalogernes arbejde hører også, at jeg – lang tid, før jeg begyndte at rejse til USA – begravede mig i science fiction bøger.  For mig blev forfatteren, biokemikeren Isac Asimov en stemme langt mere vigtig end en Hemingway eller en John Steinbeck, omend jeg også læste disse forfattere med glæde.

Jeg kan gengive Asimovs tre robotlove (der bliver stadig mere vigtige), men ikke de tre første bud i biblen.

Så ja, jeg har også en livslang fascination af de muligheder, der ligger i robotterne, og de farer, der er forbundne dermed. Også derfor er Danica Kragic, en af Skandinaviens førende robotforskere, en af de 12 portrætterede rollemodeller i bogen.

Logikken kun

Mange, jeg møder, tror, at jeg med min baggrund har været igennem en uddannelse inden for de “hårde” fag, men det er ikke tilfældet. At jeg blev programmør skyldes udelukkende, at “adgangsprøven” var bygget til at afsløre, om man tænkte logisk, ikke om man kunne løse matematiske opgaver. Det var jo heller ikke opgaver, der krævede “rocket science” – konstruktion af fantastiske algoritmer – jeg skulle beskæftige mig med, blot automatisering af noget så banalt som bogføring og lignende. En anden ting er så, at da jeg begyndte i 1966 fandtes der slet ikke it-uddannelser i undervisningssystemet.

Matematikkens smukke verden

Men hvor er jeg ked af, at jeg lod mig kue under skolegangen. Jeg aner ikke den dag i dag, om jeg kunne have lært matematikken, men en flytning væk fra relativt trygge omgivelser og et skift til en skole, hvor matematiklæreren smældede en over fingrene med linealen, hvis man ikke svarede rigtigt, hjalp ikke på selvtilliden.

Jeg har dog en klar fornemmelse af, at der ligger en herlig verden fuld af opdagelser i matematikken – i hvad, den kan lede til. Også derfor vil jeg så gerne, at piger ikke bare fravælger matematikken, fordi det er et lidt bøvlet nyt sprog at lære, eller fordi de på forhånd tror, at de er for dumme til at lære det.

Lyt til Richard Feynman

Jeg lister mig også ind på områder, som jeg grundlæggende set slet ikke har forudsætningen for at forstå, og der var et mærkeligt sammenfald i går i relation til månelandingen.

Tidligere på dagen havde jeg brugt en time foran pc’en på loven om tyngdekraft, uden at fatte så meget, men alligevel blev jeg klogere (der skulle heller ikke meget til).

Det var en forelæsning af fysikeren Richard Feynman, en gudsbenådet formidler, optaget af BBC i 1964. Det er en af seks Feynman-forelæsninger, som Microsoft-stifteren Bill Gates har fået lov til at støve af, tilføje ekstra materiale til og stille til rådighed for hele verden.

Feynman forelæste for universitetsstuderende på Cornell University, og han startede hos Tycho Brahe på Hven. Et menneske, der observerede, registrerede og lærte fra det, og hvis resultater gav andre muligheden for at tage det næste trin og det næste, der skulle til for at finde ud af, hvorfor planeterne kredser i de baner, som de kredser i.

Filosofi og naturvidenskab

Og med Feynman-forelæsningen var jeg pludselig tilbage til et kontor oppe mellem skyerne på Manhattan, hvor jeg interviewede Atefeh Riazi, en højtstående it-chef, født i Iran, men en mønsterbryder af rang. Jeg har tidligere skrevet om hende her.

På et bord i hendes kontor lå to bøger. »Feynman Lectures on Physics«
og Nietzsches »Human, all too Human«. Filosofi og naturvidenskab er, hvad hun brænder for, og ifølge hende gør den ene del hende klogere på den anden og omvendt.

Hvad er det, som vi vælger at blive kloge på i Danmark? Hvorfor har vi indrettet et samfund, hvor filosoffen hyldes, men ikke den naturvidenskabelige forsker?

Tags: Apollo11, Atefeh Riazi, Isac Asimov, Richard Feynman, Robotter, Rumfart