Skru ned for ”Hvor er du dygtig, lille skat”
Nov 15th, 2009 by Dorte Toft
Det er de særeste sammenhænge, der ind imellem dukker op, når forskerne lader sig inspirere af fornemmelser i strid mod gængs opfattelse. Weekendavisen kan for eksempel fortælle, at hvad der er særdeles god latin blandt forældre, nemlig konstant at rose deres børn, i sidste ende kan give bagslag i form af mindre selvtillid. En mere nuanceret tilbagemelding end ”Ih, hvor er du dygtig” styrker faktisk barnets mod til prøve kræfter med sværere opgaver.
Bag forskningen står et forskerhold under ledelse af dr. Carol Dweck, Columbia University, og den omfattede 400 skoleelever i 10-11 års alderen fordelt på 20 skoler i New York. Dweck havde som udgangspunkt blot en fornemmelse af, at en succesoplevelse kun holder, indtil barnet oplever sit første nederlag.
To vurderinger
Børnene løste en forholdsvis let opgave. Efterfølgende fik halvdelen at vide, at de var rigtig dygtige, og halvdelen, at de havde gjort en god indsats.
Da børnene efterfølgende skulle vælge en ny opgave, valgte 90 procent af dem, der havde fået at vide, at de havde gjort en god indsats at løse en lidt sværere opgave, mens flertallet af dem, der fik beskeden, at de var dygtige, valgte en opgave på niveau med den første lette.
Bange for fejl
Ifølge Dweck var det reaktionen på, at de ”dygtige” børn blev lært, at man kan blive betegnet som dygtig og intelligent, selv om det var en let opgave. Det betød også, at det blev vigtigt for de dygtige fortsat at virke dygtige – ikke at begå fejl. Vigtigere end at gøre det bedre næste gang.
I næste runde fik alle børnene en opgave, der var så svær, at den voldte problemer. De ”dygtige” blev mismodige, de andre gik til opgaven med krum hals. De klarede opgaven 30 pct. bedre end første gang, mens de ”dygtige” klarede sig 20 pct. dårligere end ved første opgave.
Noget tyder altså på, at forældre gør deres børn en bjørnetjeneste, hvis de stopfodrer dem med urealistisk stor ros.
Yes! Ros ungerne for deres _indsats_, ikke deres intelligens. At blive rost for sin intelligens (og andre lignende medfødte egenskaber) kan ungerne nemt bruge som sovepude. At blive rost for sin indsats får derimod een til en til at værdsætte slid og arbejde mod et resultat.
Og alle oplever på et eller andet tidspunkt at ens medfødte egenskaber og evner ikke rækker til længere. På et eller andet tidspunkt i skolen, sporten, karrieren, livet møder man fag hvor man ikke kan sjusse sig til de rigtige svar, man møder konkurrenter der har mere rå talent end een selv, opgaver der ikke bare kan klares med et par blændende pointer men som kræver en tålmodig indsats over lang tid, osv. osv.
@ Jan Karlsberg. Jeg ser nu ikke kun ros uddelt for intelligens:-)