Seminarier dropper naturfag
Jan 18th, 2010 by Dorte Toft
Politiken har i dag en urovækkende historie om, at flere seminarier dropper at udbyde naturfag som linjefag. Foreløbig gælder det Holbæk, Haslev/Roskilde, Skårup, Skive, Silkeborg og Nr. Nissum.
Kun 262 af 3.300 nye lærerstuderende har ønsket at gå naturfagsvejen. I forvejen har kun en begrænset del af de lærere, der i dag underviser i naturfag i folkeskolen, taget det som linjefag. Dertil kommer, at mange af dem, der har det som linjefag, er på vej på pension.
Undervisningsminister Bertel Haarder kalder det “fuldstændig uantageligt” og en ond cirkel, men han er åben over for forsøg, der kan afhjælpe problemet.
Ifølge Politiken hænger problemet sammen med, at den nye læreruddannelse i 2007 gjorde naturfag til et stort linjefag, hvor der skulle være tid nok til faglig fordybelse. Men resultatet er blevet, at for få vælger faget. I et forsøg på at afbøde problemet har visse seminarier fået ret til at gøre faget mindre.
I Ingeniørforeningen kalder man udviklingen for katastrofal, idet engagerede faglærere er en stor inspirationskilde for mange af dem, der vælger ingeniørvejen.
Hvad nu, hvis man ikke målte alting efter, om det umiddelbart løber rundt? Det er formentlig en økonomisk fornuftig beslutning for de enkelte seminarier, at man ikke opretter små hold, men samfundsmæssigt er det jo en katastrofe. Tænk, hvis vi havde sammenhængende overordnede strategier og ræsonnementer, som ikke bare var konkurrence og fanden tager de bageste (af seminarierne). Tænk,hvis man ikke altid skulle løbe efter, hvad de fleste vil. Ja, tænk nu hvis…