Mere end en ud af fem mødre oplyser, at de er mere kritiske over for deres døtre end deres drenge. De giver pigerne reprimander for ting, de ikke ville skælde drengene ud for.
Kvinderne beskriver også deres drenge med et mere positivt ordvalg end døtrene. Sønnerne opfattes som sjove. legesyge og kærlige, mens døtrene i højere grad beskrives med ord som alvorlige, ivrige for at behage samt argumenterende.
Undersøgelsen er ikke på nogen måde videnskabelig. Den er foretaget af et webforum for mødre, netmums, men gengives bredt i selv store medier såsom BBC..
Mere end halvdelen af de i alt 2.672 mødre, der har deltaget i undersøgelsen, siger, at de har en stærkere bånd til sønnerne end døtrene. Men hver anden mor mener samtidig, at det er forkert at behandle drenge og piger forskelligt.
I tolkningen af undersøgelsen i udlandet og herhjemme høres blandt andet, at det har noget med modsat køn at gøre, hvorfor der også henvises til begrebet “fars pige”. Desuden spiller det ind, at er moderen ikke tilfreds med sig selv, så kan det også ramme datteren.
O.k. Om rundspørgen holder eller ej, kan jeg ikke vide, og det er vel også tæt på tabu at erkende en sådan forskelsbehandling. Men jeg har selv mødt mødre, som jeg syntes var lige lovlig irettesættende over for netop deres døtre, mens jeg sjældent har hørt mødre hakke i samme grad på sønner.
Moderen er typisk den, der tager sig mest af børnene og bestemmer mest på hjemmefronten, så det kan se ud som om nogle døtre får dårligere baggage med ud i livet end sønner, medmindre det modsatte forhold også er gældende. Altså er der relativt lige så mange “fars piger”, som “mors drenge”? Har pigen lige så meget tid og opmærksomhed fra faderen, som sønnen har fra moderens side?
At jeg nævner rundspørgen på denne blog hænger sammen med, at selvtilliden spiller en større rolle for pigen end dygtigheden i matematik, når det gælder om at gå videre med de “hårde” fag. Som også belyst i bogen “Lykkelig i nørdland” har pigen OG hendes forældre en klar tendens til at undervurdere hendes intelligens, mens det modsatte gælder for drenge.
I øvrigt har BBC en anden artikel, der handler om, at kærlighed fra moderen skaber selvtillid og gør barnet bedre rustet til at håndtere det pres, som mødes i voksenlivet. Depression er vist langt mere udbredt hos kvinder end mænd, så…..
Men hvad tror I? Har mødre en større tendens til at se mere kritisk på datteren end sønnen? Og har en datter – også uden drengesøskende – en mindre kærlig og tolerant mor, end drengen next door?
Meget interessant emne. Undrer mig ikke. Der burde forskes mere i det. Forskellig opdragelse kan formentligt forklare mange forskelle mellem kønnene senere hen.
Jeg har arbejdet en del for iværksættere. Der bliver ofte spurgt til, hvorfor der ikke er flere kvindelige iværksættere. Jeg mener, at en væsentlig forklaring ligger i, at der ikke er ret mange kvinder har fået indpodet den helt utrolige selvtillid der skal til for at gå i gang som iværksætter – og ikke mindst at lykkes med det.
At drenge og mænd nu begynder at sakke agterud på uddannelsesfronten sammenlignet med kvinder, tror jeg også skyldes forkælelse af drenge og unge mænd. Når den underliggende favorisering fjernes ved at prøver og test er ens for begge køn, slår resultatet af drengenes manglende flid negativt igennem.
Og hvad skal man så gøre ved det? Jeg tror på en bevidstgørelse af mødre om at forskelsbehandler og de konsekvenser det har. På samme vis som arbejdsgivere skal bevidstgøres om, at grunden til at de foretrækker en mandlig ansøger, bunder i at de instinktivt tillægger de mandlige ansøgere et tungere CV.
Undskyld den sene reaktion, men….
Det med selvtilliden og iværksættere. Jo, også jeg tror, at der ligger forklaringer her.
Hvad du desuden peger på med drenge og uddannelse, ville jeg ønske, der blev kigget lidt ekstra på. Du skriver:
“At drenge og mænd nu begynder at sakke agterud på uddannelsesfronten sammenlignet med kvinder, tror jeg også skyldes forkælelse af drenge og unge mænd. Når den underliggende favorisering fjernes ved at prøver og test er ens for begge køn, slår resultatet af drengenes manglende flid negativt igennem.”
Hvor svært ville det mon være at få et retvisende billede af, f.eks. hvor megen tid piger henholdsvis drenge bruger på lektier, facebook og computerspil. Måske også skolefravær burde være med.
Jeg selv tror på, at den udsigt til lette penge, der var under det overophedede jobmarked, måske også har fristet mange drenge, der jo typisk er mere risikovillige, til bare at give sig i kast med jobmarkedet.
Men hvad vi hører mest, er det er Big Mother-systemets skyld, at drenge dropper ud – altså kvinder hele vejen fra vuggestue op i skolesystemet.
Sært som tiderne skifter: “Fra det er samfundets skyld” til det er “kvindernes skyld”. Og det ville ikke undre mig, om sidstnævnte forklaring bare passer i for manges kram, hvorfor vi ikke får de andre undersøgelser. Og viser det sig så, at det vitterligt at kvindernes skyld (og mændenes fravalg af at arbejde i vuggestuer, børnehaver og folkeskolens første fem klasser), så er det o.k. For så sker konklusionen på informeret grundlag.
Mit indtryk er, at drenge måske mere end piger efterspørger service hos deres mor imens piger tidligere bliver selvhjulpne ligesom de hjælper mere til. På denne måde bliver moderen mere servicerende overfor drengen, mens hendes omsorg for pigen vises ved samtale og fortrolighed, som piger nok efterspørger mere end drenge.
Da pigen tidligere end drengen får en mere voksen og ansvarlig adfærd, vil kritikken af hende også komme når hun ind imellem falder tilbage til at være barnlig og uansvarlig, hvilket bliver bremset, når moderen kommer til at reagere negativt.
At mødre i dag er meget selvkritiske og præstationsorienterede får nok døtrene til også at stille høje krav til sig selv. De kommer nok til at mangle følelsen af at være noget værd i sig selv. Drengene går glip af noget af den omsorg, som de egentlig har behov for. Det går ud over deres skolegang.