Bogen “Datterselskabet” gør ondt. Læs den.
Oct 16th, 2011 by Dorte Toft
Nutidens piger er stærke, fulde af selvtillid, og de skal nok klare sig. Det er, hvad vi hører, og hvor ville det være dejligt, om det var hele sandheden. Men. Der er også flere piger end nogensinde, der snitter sig selv, sulter sig selv, forsøger selvmord, hader egen krop og luller sig ind i et så snævert pigeunivers, at det skygger for udsynet til alt det andet, som verden også har at byde på.
Alt dette tager forfatteren, journalist Marianne Eilenberger fat på i sin nye bog “Datterselskabet. Giv din datter selvtillid og styrke”. Jeg, der tidligt fravalgte selv at få børn, læste bogen i et stræk. Måske også fordi den på sin vis supplerer en del af det, vi fremlagde i bogen “Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden?”.
Holdninger stresstestes
Men jeg vil også anbefale jer, der har døtre, at give bogen en chance. Marianne Eilenberger bringer nemlig interessante observationer, og hun har en række markante holdninger, men en af bogens store styrker er, at det ikke forbliver derved.
Via interviews med en lang række eksperter, der møder nutidens piger i forskellige sammenhænge, stresstester Marianne Eilenberger sine holdninger. Det hænder, at de består testen, men også at de dumper. At det for eksempel ikke ser helt så sort ud, som man kunne frygte.
Ej helt typisk
Forfatteren selv har en søn på 19 og en datter på 8. Sønnen har lidt af anoreksi. Datteren gider ikke gå på shoppingture, og hun er også træt af eventyrfortællinger. “Jeg synes aldrig rigtig, at pigerne laver noget i eventyr”.
Noget kan altså tyde på, at Marianne Eilenbergers datter ikke lader sig opsluge af den “pinkificering”, som hendes mor frygter. Det univers, hvor der er masser af tylskørter, sølvfarvede sko og lyserøde pigeværelser. Hvor det lysrøde blad til de små piger tester, om pigen ved, hvilken hånd forlovelsesringen skal sidde på, og hvor et z erstatter et s, for at fortælle, at alt er nuttet og kært. Det univers, hvor det bliver så let at føle sig forkert.
Modstridende krav
Datteren gider kun sjældent træde de lyserøde stier, men vil hellere finde sine egne. Alligevel forfatteren bekymret ud fra, hvad hun og eksperterne ser. Mange stærke småpiger ryger ind i usikkerheden også grundet de mange modstridende krav, der er til piger. Desuden kan fordomme blandt de professionelle, børnene omgås, spænde ben.
Fars rolle
Forfatteren tager fat i, hvor vigtig far er, for at pigen udvikler selvtillid, og hvor farlig mor kan være, hvis mor er utilfreds meget eget udseende eller vil være datterens bedste veninde. Eilenberger kommer desuden ind på skadevirkningerne af tidens sundhedstyranni, den seksualiserede omverden og de urealistiske kvindebilleder.
Svagheder ved bogen? Vi hører en del om den gode far, mens billedet af moderen er mere nuanceret, og der findes immervæk fædre, der giver døtre ekstra problemer.
Jeg savner desuden et par andre ting, men de fyldte måske mere i mit liv, end i andres, og måske havde de mere med fortiden at gøre end nutiden.
Måske vil andre opdage noget lignende, og det kan på sin vis være et ekstra udbytte. Under alle omstændigheder postulerer forfatteren heller ikke, at hun kommer hele vejen rundt på de 200 sider.
Mørk og lys
Læs bogen. Den gør ondt, fordi man bliver endnu mere klar over, at piger nu om dage skal manøvrere igennem et farvand med flere skær, end der var tidligere. Men bogen gør også godt, fordi man bliver klar over, at børn er mere robuste, end vi tror. Som de i øvrigt altid har været:-)
“Datterselskabet”
Af Marianne Eilenberger
Gads Forlag
204 sider, 229 kroner
PS: Brug 9 minutter på at se denne video, der har fokus på det kvindebillede, som de unge piger bombarderes med fra medierne. Læg især mærke til pigernes egen reaktion og den unge knægts reaktion.
PPS: Der er mere om forskning vedrørende piger og selvtillid i bogen “Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden?” og den kan downloades gratis her (se link nederst på webside). Har du en iPhone, så download app’en “Bøger by Gyldendal” her og kig så efter Lykkelig-bogen.