For et år siden troede jeg, at den eneste saliggørende placering for en lille appetizer-test ville være danske arto.dk. Nu ligner Facebook det helt oplagte sted. Det giver måske også bonussen, at det ikke kun er de helt unge, der kan lokkes ind i testen, selv om de udgør den primære målgruppe.

Jeg vil nu efterlyse en “studentermedhjælp”, der både har lyst til at tænke i målgruppe/midler og i teknik.

Vi har mængder af råmateriale, hvor den unge pige kan spejle sig i vore rollemodellers egne ungdomsdrømme og i det liv, som kvinderne nu sætter så stor pris på. Men hvorledes man gør testen smittende, sjov og måske lærerig tilmed – det ved vi ikke endnu.

Selve bogen, der jo er målrettet de voksne, der påvirker de unge piger, er der også sat fuld fart på igen. Projektet har ligget i dvale, fordi jeg skulle skrive en bog om Stein Bagger-svindlen og efterfølgende stille op i diverse sammenhænge. Den opgave banede til gengæld vejen for også at få “Nærmest lykkelig i nørdland”  udgivet, og det blev på Gyldendal Business. Her er man allerede i gang med forsiden.

Om kort tid tager jeg så fat i endnu en af appetizer-aktiviteterne, nemlig en konkurrence om den bedste video. Alle kan deltage uanset køn, alder og erfaring. Men humor er næppe at kimse af i denne anledning.

Hvad videoen skal være bedst til er følgende:  På et til halvandet minut skal den enten illustrere nogle af de store gevinster (for pigen og/eller samfundet) ved at få piger ind over de hårde fag, eller nogle af de største tab ved, at piger so far har valgt at vende den del af verdenen ryggen – og dermed også muligheden for at påvirke en stor del af fremtidsudviklingen.

Vi lægger selvfølgelig de bedste videoer på Youtube og her.

Og nej. Det er ikke blot æren af at blive de bedste, det gælder. Der vil også være et pænt stort kontantbeløb af feste for. Men mere om alt det senere.

Historien fik mig til at tænke på en ingeniør, der har arbejdet på at gøre en stor forskel i helt andre omgivelser, nemlig i Dafurs flygtningelejre. Det var ingeniøren Christina Galitsky, der sammen med kolleger, arbejdede på at konstruere en slags kogekar, der kun behøvede halvdelen af det brænde, der normalt var brug for. Brændet skal efterhånden findes mange kilometer væk fra lejrene, og det er kvindernes farefulde opgave.

Jeg mødte hende i efteråret 2006 og skrev en klumme til Berlingske Business om hende. Desværre synes den at være blevet væk i Berlingskes elektroniske arkiv, så derfor tillader jeg mig at bringe den her:
XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

Hjælp nutidens heltinde

Et opråb til Carlsberg, Grundfos, Bettina Aller, Novo Nordisk, Morsø, Danfoss, Lundbeck, AP.Møller-Mærsk, Danida, Navision-milliardærer og mange flere.

Af Dorte Toft

For et par måneder siden fik jeg en heltinde ind i mit liv. Siden da er der faktisk ikke gået mange dage, uden at jeg kommer til at tænke på hende.

Hendes navn er Christina Galitsky. Hun brænder for at gøre en forskel med sit liv. Hun er 34 år, civilingeniør, lynende begavet. Ret høj, ret mager og ret genert.

I tirsdags pressede tankerne om hende sig for alvor på, da jeg tidligt om morgenen læste kommentaren ”Folkemordets ansigt” i min Berlingske. Den handlede om en kvinde i Dafur-provinsen i Sudan. En flygtning, som foreløbig har været udsat for massevoldtægt to gange. Senest, da hun måtte gå mange timer væk fra flygtningelejren for at finde brænde til den daglige tilberedning af ”grøden”, der udgør hovedernæringen.

”Det er kun kvinder, der samler brænde, for – som de selv siger – mændene bliver dræbt; kvinderne bliver ”kun” voldtaget,” skrev kommentarens forfatter, en udenrigskommentator ved New York Times.

Men hvad har en kvindelig ingeniør med den forfærdelige situation at gøre? En offentligt ansat forsker, der også hjælper bryggerier, medicinalvirksomheder og mange andre industrier med afsløring af energispild, og med it-modeller, der kan lede til mindre energiforbrug?

Her er forklaringen: Christina Galitsky arbejder sideløbende med en energibesparelse, der kan medvirke til at reducere risikoen for, at Dafurs flygtningekvinder udsættes for voldtægt. Hun arbejder nemlig på at reducere behovet for brænde.

Halvering af brændeforbrug
Galitsky er en nøgleperson i udviklingen af et energisparende ”kogeapparat” til Dafurs flygtningelejre. Det ligner en 40-45 centimeter høj bred metaldåse. Brændet lægges ind via et firkantet hul i siden. Apparatet halverer behovet for brænde i forhold til, når der laves mad på traditionel vis – når gryden placeres på tre sten med ilden i midten.

Da jeg i september kort stiftede bekendtskab med Galitsky, fortalte hun, at mange af kvinderne efterhånden var blevet så bange for at forlade lejren, at de sultede. De solgte nemlig deres egne fødevarerationer for at få brænde.

For nøjagtig et år siden rejste hun til en af Dafurs flygtningelejre for at lade kvinderne afprøve fire typer ”kogekar”, fundet i Indien, og for at åbne døre for en større satsning. Målet var at få udviklet en model, der maksimalt koster omkring 60 kroner, og som kan produceres lokalt på relativ primitiv vis.

Kogeapparatet, der klarede sig bedst, er siden blevet udstyret med bedre beskyttelse mod vinden, der blæser stærkt i halvdelen af året, og den har fået større robusthed mod de mange rørebevægelser, der skal til. Inden udløbet af i år håber man på at have testet 5.000 af disse og fundet en lokal producent. Men der skal forfærdelig mange til. I torsdags hørte jeg, at antallet af flygtninge i Dafurs lejre var nået op på fire millioner.

Men det er ikke det eneste ulandsprojekt, som Christina Galitsky er involveret i. I Bangladesh gælder om at sætte en stopper for den langsomme arsenik-forgiftning, som befolkningen udsættes for. Unicef finasierede for mange år siden boring af brønde landet over, men flere steder viste bundvandet sig senere at være alvorligt forurenet med arsenik. Hun har som mål at udvikle et filter, der klarer rensningsopgaven for en familie i et helt år. Vel at mærke til en pris på kun et par dollars.

Hendes arbejde i ulandene indbragte hende i september en pris, uddelt af tidsskriftet Technology Review, der ejes af MIT (Massachusetts Institute of Technology). Christina Galitsky blev kåret som ”Humanitarian of the Year,” blandt de 35 unge, der vandt priser for “årets bedste ideer”.

Pengemænd tænder ikke
På scenen fortalte hun, hvor frustrerende det var, at denne type forskning og udvikling ikke rigtig fænger hos dem med pengene. De tænder på internetteknologi, nanotech og biotech. Hun må ved siden af sit daglige arbejde i et energiforsknings-laboratorium på Berkeley University ved San Francisco bruge alt for meget tid på at skrive ansøgninger om støtte.

Efterfølgende opsøgte jeg hende for at tale med hende netop om finansieringsproblemet. I Danmark har vi jo så stolte traditioner for ulands-støtte. Her har vi har dygtige fremsynede, rige industrilokomotiver og koncerner, der også åbner på pengepungen til gode formål.

Så dette er en slags ”Wanted”-annonce i en god sags tjeneste. Findes der nogen i det danske land, som på indirekte vis vil hjælpe kvinderne i Dafur, skove i hele verden, og familierne i Bangladesh. Hvem vil give Galitsky mulighed for at arbejde mere på projekterne, og mindre på ansøgningerne? Er nogen i tvivl om hendes validitet, så tjek blot forskning og holdninger via Google.

Hvor ville det være lykkeligt, hvis det også kunne give lidt bred opmærksomhed herhjemmefra over for den type rollemodeller. En person, der favner lige fra naturvidenskab og teknologi til industri til hjælpearbejde.

CITAT SLUT.

Nu har jeg så med initiativet “Nærmest lykkelig i nørdland” selv taget et lille skridt i den retning.

PS: Et mindre dansk firma fulgte min opfordring til at støtte, og det fortæller jeg om her.

Tilføjelse den 2. juli. Jeg mailede Christina Galitsky for at spørge til projektet med Dafur-kogekarerne, og hun fortæller at hun desværre ikke længere arbejder på dem, men henviser også til et særligt websted oprettet til projektet. Hun har netop taget sig en pause i arbejdslivet for at rejse rundt, og derefter vil hun finde sig en ny arbejdsplads, hvor der er fokus på økosystemet. Om valget af karriere for unge kvinder, siger hun, at de måske bør overveje ingeniørvejen:

“if you’re good at it, and you like it, do it – why not? We’re as good as the men, it can be fun, it can be hard, it can be a struggle, but following your dreams is the best route to a happy life.”

(Fra The Hubble Heritage Project)

Nu er Microsoft gået ud offentligt med lidt information om sit World Wide Telescope. Men læs Scobles beretning om, hvorfor han græd – her er blot et pluk:

I cried because I imagined all the kids, like my sons, who will be inspired by what they see. It took me back to the days when John Kennedy wanted us to go to the moon.

Hans beretning giver en god introduktion. Og se så, hvad videnskabsmænd siger. Klik på “Seeing World Wide Telescope”, når du har klikket ind her. “Det er fremtidens science education”. “Det gør det muligt for dig at fortage din egen rumrejse”. “Det er det magiske tæppe”.

Også mange blandt disse virker, som om de har måttet knibe en tåre, trods det, at de jo længe har haft direkte adgang til at se billederne fra de involverede teleskober. Men det er vist kombinationen, der gør det ekstra betagende.

Måtte det blive en fast del af undervisningen i de danske folkeskoler og gymnasier, selv om der sikkert er Microsoft-hadere også i den danske lærerstand.

Tilbage til Robert Scoble. Han blev faktisk kendt blogger, mens han selv arbejdede hos Microsoft. Han kritiseres jævnligt for slet ikke at være techkyndig nok og alt for let at begejstre. Jeg følger alligevel hans blog, også fordi der SKAL være plads til begejstring i vores liv.

Scoble har for længst fået en ny karriere som “videoblogger” hos PodTech og nu er han gået videre medieselskabet Fast Company, hvor han nærmest laver videoklummer. Jeg ser dog ikke hans videoer… det har jeg sgutte tid til:-)

Men banken udgør faktisk en af Danmarks allerstørste it-arbejdspladser, idet omkring 1.800 medarbejdere er beskæftiget med IT og især på udviklingsfronten. Banken råder desuden over udviklingsressourcer i Indien.

Da jeg i januar hørte bankens it-direktør, Peter Schleidt, på konferencen CIO Challenges, hæftede jeg mig også ved følgende udsagn: “Om fem år er vi jo også it-industrien”. Hans håb er, at det kan give it-industrien et mere nuanceret image.

“Hvis vi kan få det image ud, at banker i høj grad er en digital virksomhed, vil det måske gøre industrien mere spændende, men vi skal også i højere grad ud på læreanstalterne.”, sagde Peter Schleidt. Han er i øvrigt blandt de mange, der bekymrer sig over pigers fravalg af it-uddannelser.

Schleidt blev stillet spørgsmålet om, hvorvidt den outsourcing, der i stigende grad sker også af it-udvikling til lande som Indien, vil afskække danske unge fra at tage it-uddannelser. Svaret lød således:

“Nej, det tror jeg ikke. Når forretningsudviklingen er i Danmark, så skal bindeleddet også være i Danmark, og jeg tror, at størstedelen af udviklingen fortsat vil ligge i Danmark. Men at lægge udvikling for eksempel i Indien giver også globale muligheder og tilfører organisationen ekstra kompetencer.”

Nu er projektet “Nærmest lykkelig i nørdland” kun omkring 70.000 kroner fra, hvad vi skønner vil være det optimale budget. Foruden de store løft, har vi jo også mange bag “det gode skub” (<50.000 kroner), nemlig civilingeniør Allan Fischer-Madsen, Oracle, Traen, CSC og SAS Institute.

Igen må jeg sige, hvilken opbakning, hvilken glæde. Og så krydser vi fingre for, at også de ingeniørtunge virksomheder vil blåstemple projektet.

Dorte

Vi har desuden en tiltro til, at der kommer lidt flere kroner ind, så vi også har midler til at sikre, at vi kan supplere med en netbaseret Quiz og med supplerende metoder til moderne markedsføring.

For os har det været en nyt og ukendt land at skulle søge sponsorer, men allerede dagen efter vi præsenterede vores projekt eksternt, ringede den første person, som troede så meget på vores idé, at han ville bidrage. En stor tak til civilingeniør Allan Fischer-Madsen, der er en af landets tungeste rådgivere på it-fronten, og som bidrager personligt. Det rygklap, vi fik, gav ekstra mod til at fortsætte.
Den næste, der bakkede os op, var administrerende direktør Jørgen Bardenfleth på vegne af Microsoft Danmark. Et meget inspirerende møde, og pengene blev “lagt” på bordet.

Men her er den samlede liste over sponsorer.

Kategorien “Det store løft” (50.000 kroner og derover):

Microsoft, KMD, NNIT, IBM, HP

Kategorien “Det gode skub” (under 50.000)

Allan Fischer-Madsen, Traen, CSC, SAS Institute (m. analyseressourcer)

En stor tak til alle disse bidragsydere, der bemærkelsesværdig nok alle kommer fra IT-siden. Vi mødte absolut intet bureaukrati, men i stedet en hurtig beslutningsevne.

Vi kan også glæde os over, at Berlingske Tidendes erhvervsdel, Business, vil følge vores projekt, der jo rammer lige ned i hjertekulen af et dansk erhvervsliv store problemer -  manglen på blandt andet dataloger og ingeniører.

Fra ingeniørside har vi endnu ingen tilsagn om støtte, men vi har heller ikke et så godt netværk på den front, og det er nok forklaringen på, at det tager lidt længere tid. Men vi krydser fingre. Ligeså gør vi over for de ansøgninger, vi har inde hos det offentlige. Det optimale for os er at få knap 500.000 kroner i hus.

I dag begynder vi at se nærmere på, hvilke 10-12 kvinder af vores bruttoliste på 40, der skal portrætteres i bogen. Desuden skal vi lægge os helt fast på, hvilke fem-seks supplerende kapitler, der bliver tale om.  Det gælder blandt andet statistikker, tendenser og holdninger.

Vi skal også have den endelige projektplan med milepælene på skinner, anskaffe udstyr, finde et forlag etc. etc.  Jo, det bliver arbejde nok i flere måneder, men vi kommer dog ikke til at arbejde heltids på det. Vi er begge free lancere, der sideløbende har visse andre forpligtelser, og der skal jo også være “kunder i butikken”, når projektet er slut.

Men hvor vi dog glæder os til at realisere “Nærmest Lykkelige i Nørdland”. Det er et sandt “con amore”-projekt.

Annette K. Nielsen/Dorte Toft