Danser med it
Nov 22nd, 2007 by Dorte Toft
Susannes bidrag:
Dette er sørme et superspændende projekt – jeg glæder mig allerede til at følge bloggen og se det ’færdige resultat’.
Som kvinde i IT-branchen undrer man sig jo over, at man ikke ser flere kvinder! Virksomhederne er spændende, omgangstonen er let og ung, pengene er gode, men det vigtigste er nok, at både arbejdsopgaverne og karrieremulighederne er gode. Nå ja, så er der heller aldrig kø på dame-toilettet 🙂
”Ja, ja, vil mange så sige – men JEG synes jo ikke, at det er spændende. Jeg vil hellere arbejde med mennesker end at sidde og glo ind i en computer hele dagen”. OG DET ER NOK EN AF DE MEST FORKERTE MYTER I IT-BRANCHEN!! Der er ikke nogen virksomheder, som vil bruge penge på IT, med mindre det har et formål ud over teknikken i sig selv. Det har måske været anderledes tidligere, men IT er i dag centreret omkring kunder og brugere; og resultatet – det gode design – bliver kun godt med en tæt dialog mellem brugere og udviklere/designere og gruppearbejde.
Så god IT er baseret på godt design, dialog, gruppearbejde og et udadvendt fokus. Og der DERFOR, at det er så sjovt….. Og det er i øvrigt også i denne boldgade, at de gode lønninger findes (logisk nok, for det er det, der skaber de gode resultater).
Selv er jeg trådt ind i IT-branchen to gange. Først som helt ung efter gymnasiet, hvor jeg fik et godt job i en IT-afdeling og så tog jeg en masse deltidsuddannelse og kurser. Det var spændende, men jeg fik desværre aldrig færdiggjort uddannelsen og lavede noget andet i en årrække.
At jeg ikke færdiggjorde, har såmænd ikke så meget med den tekniske uddannelse at gøre, som med, at jeg flyttede hjemmefra som teenager og var den første i min familie, som fik en studentereksamen, og jeg manglede nok nogle stærke rollemodeller i mit liv. Så efter en årrække besluttede jeg, at jeg hellere måtte se at få en ’rigtig’ uddannelse. Det blev HD i Informatik – ikke rigtig hardcore teknik, men det smager da lidt af fugl! – og nok mest fordi jeg kunne tage uddannelsen om aftenen ved siden af mit job.
Hvis jeg skulle vælge om i dag, så vil det helt klart være datalogi. Uden tvivl. Og så supplere med bifag inden for et helt andet område: kommunikation, økonomi….
Og så dansede jeg ind i IT-branchen igen – denne gang hos en IT-leverandør, hvor jeg arbejdede som konsulent i flere år. Det var faktisk ikke svært, for som kvinde er man mere synlig og det giver mange muligheder, hvis man tør. Det giver fordele, hvis man gør det godt. Og store IT-virksomheder giver gode muligheder for at prøve forskellige områder af, for det er en meget dynamisk og ung branche, hvor det er tilladt at eksperimentere. Det har været nogle af de mest spændende og lærerige år i mit arbejdsliv, og jeg har fået gode venner her – både mænd og kvinder.
Jeg har nu kunnet bruge mine erfaringer som springbræt til at komme videre karrieremæssigt, og arbejder nu i en hel anden branche i ledelsen som ansvarlig for bl.a. IT. Det er anderledes men også spændende, for nu sidder jeg og skal vurdere hvilke aktiviteter, vi skal vælge at gå videre med.
IT er nemlig dyrt! Og der skal jo være en rigtig god mening for at gå videre med et projekt. Her kommer mennesker ind igen. Kan det løfte noget i forhold til kunderne, kan vi skabe bedre økonomiske resultater, kan vi gøre det bedre for medarbejderne?
Så jeg kan kun opfordre piger til at se forbi fordomme og myter – det bliver med garanti sjovt!