It er befriende universel
Jan 19th, 2008 by Dorte Toft
Line skriver:
Er min historie spændende?- Var min første tanke, da jeg læste om dette projekt.
Som så mange andre kom jeg ind i IT-branchen af “bagvejen”. Jeg læste økonomi på Universitetet, men fik en rigtig hacker kæreste – han viste mig MUDS (Multi User Dungen and Dragons) vidunderlige verden og inden længe sagde min telefonregning på kollegiet spar to. What to do? Jeg fandt ud af at jeg kunne bruge universitetets internetadgang (det var dengang internet browseren hed gopher), men deres computerlokaler lukkede kl. fem. Det holdt heller ikke. Heldigvis havde jeg havde fundet en internetcafe hvor nogle af folkene også spillede, så jeg vandrede glad og fro derned og forklarede sagen og spurgte om jeg kunne få et eftermiddagsarbejde. Det måtte jeg godt.
Det var bare lidt svært at få studie, studiejob på den lokale tank og eftermiddagsjob på internetcafeen til at hænge sammen. Samtidig havde jeg taget et kursus på Økonomi der hed datamatik hvor vi kodede en lille smule i pascal – og det var faktisk ret sjovt og nemt. Min verden blev mere og mere computer-orienteret.
På et tidspunkt indså jeg, at det med mig og økonomi-studiet, det holdt ikke. Så jeg meldte mig ud af universitetet og tog et job i 6 mdr som alm. it-slave, men søgte samtidig ind på datalogi på universitetet. Hvorfor ikke gøre hobbyen til ens fag, hvis det alligevel var det jeg brændte for?
Samtidig med at jeg startede på universitetet fik jeg muligheden for et deltids job hos DIGITAL (nu HP) hvor jeg lærte en hel masse om drift og outsourcing. Efterfølgende fik jeg et deltidsjob i webbranchen som system administrator i de glade DOT.COM dage, men efter et par år i overhalingsbanen søgte jeg job i DIKUs IT-afdeling og skiftede gladeligt Windows ud med UNIX.
Jeg er nu ved at skrive mit speciale. Jeg har på ingen måde taget mit universitetsstudie på den “anbefalede måde”, men jeg har haft det rigtig sjovt imens og lært en hel masse i kombinationen af teori og praksis. Hobbyen blev mit liv.
Og der bliver stadig nørdet i fritiden med planlægning af open source konferencer og meget andet godt. Og hvor er det dog dejligt befriende at IT er så universelt – det er fuldstændigt fløjtende ligegyldigt om din bedste ven sidder på den anden side af kloden, man kan stadig være fælles om et projekt.
Om jeg er nørd? Det er jeg nok – mine venner kalder mig det jævnligt – og det er helt i orden. Jeg er lykkelig i nørdland.
[…] Line troede, hun skulle være skuespiller, men blev lykkelig nørd i stedet med en kandidatgrad i datalogi fra KU. Hun retter en særlig tak til de dejlige og nørdede piger, hun har mødt på studiet. De har punkteret alle forestillinger om, hvordan en nørd ser ud. Læs It er befriende universel. […]